Previous Page  191 / 428 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 191 / 428 Next Page
Page Background

styre, at Stemningen slog saaledes om. At Stemningen var Alm.

Hospital god i 40erne fremgaar af en Betænkning, som netop

udkom 1840. Nogle Fattigforstandere havde anket over Til­

standen i Fattigvæsenets Stiftelser, ogsaa Alm. Hospital.

De 3 Repræsentanter af de 32 Mænd, Bagermester

H. Sager,

Grossererne

W

.

Duntzfeldt

og

N. J. Meinert

blev af Forsam­

lingen beskikkede som Komité til at undersøge Klagen, som

navnlig angik Maden, den var ikke god nok. De 3 Mænd afviste

Forstanderne, de ankede uden Grund. Repræsentanterne var

bange for nye Skatter; saadanne vilde mishage Skatteyderne.

Fattigvæsenets Direktion vilde heller ikke gaa med til Forbed­

ringer. Spisereglementet kunde man se i Regnskabet for 1836.

De 3 Repræsentanter siger, at Alm. Hospital anses som den

bedste af Stifteiserne, derefter kommer Vor Frue Arbejdshus

og lavest staar Vor Frelsers Arbejdshus. Komiteen glædede sig

over offentlige Klager i Bladene, de vidner om god Borgeraand

og om Interesse for Institutionerne, sagde de. Saaledes var Stem­

ningen i 1 840erne. Hospitalets Anseelse vandt derved, men dets

Stjerne dalede hurtigt. De 3 Herrer blev valgte ind i Borger­

repræsentationen 1 8401 ).

Paa Gadelivet mærkede man ikke den trykkende Stemning,

som Koleraen voldte Borgerne, men den var der, og 50erne er

for Alm. Hospital mærket af den Stemningsbølge imod Hospi­

talet, som skyllede det tilside. Meget stærkt kommer Byens

Vrede til Orde i Betænkningen af 1855. Det Offentlige havde

en Følelse af, at der maatte komme et Forsvar frem, og det

blev Direktør Herforth, som modtog Udfordringen. Den mini­

sterielle Kommission 1855 kritiserede Fattigvæsenet for “Man­

gel paa tidssvarende Udvikling” og pegede paa “ den sørgelige

Stillestaaen, hvoraf det bærer saa tydelige Præg” , og den gav

Alm. Hospital Skylden derfor. Efter Opfordring af Overpræ­

sident

H. H. v. Lüttichau,

første og styrende Medlem af Fattig­

væsenets Direktion, svarede Direktør Herforth paa Kritikken.

Men Herforth forsvarede ikke Direktionen eller skrev paa dens

B. Forh. 1840, d. 11. Juni.

175