211 / 428
get til 500.000 Rdl., og af dets Kapital var forbrugt 800.000
Rdl. Dette Deficit medførte, at den lille Fattigskat, 9000 Rdl.
1762-1812, maatte erstattes af en Ligning efter det aarlige
Behov 1816-1861, baseret paa Fattigdirektionens Skønnende,
og ikke som nu Fattigvæsenets Udgifter indeholdte i de almin
delige kommunale Skatter. Direktionen maatte aabenlyst kræve
Pengene, udsat mer og mer for Skatteydernes Mishag. En
saadan Skattesituation var ugunstig for den Fattiges Ven. J. H.
Bårens var derimod glad for Fattigskatten1 ).
Og igennem hele Perioden udvikledes mer og mer den Be
tragtning, som man kan høre den Dag i Dag, at Formaalet med
Forsørgelsen ikke er at drage de Fattige ind under sig, men
omvendt, hvorfor man let kommer ind paa at indrette sin
Praksis med nogen Ubehag for de Søgende, og dette igen for
at knappe af paa Pengene. Staten gav ikke villigt, og Kom
munen jo ikke heller, og saaledes var Opinionen fra begge Sider
ingenlunde i Favør af de Medlemmer af Direktionen, som gerne
gav. Er den fældende Dom over Direktionen saaledes end rig
tig, maa den bæres af alle Parter.
Det var Borgerrepræsentationens Ønske, at det kommunale
Element maatte blive det fremherskende i Bestyrelsen af Fat
tigvæsenet2). “Naar der findes Medlemmer udnævnede af Kon
gen og andre udnævnede af Borgerrepræsentationen, vil de som
Følge af denne Forskel ikke faa lige Indflydelse.”
Staten havde regeret med Fattigvæsenet dyrt og daarligt - det
i økonomisk Henseende betydeligste Rigs-Væsen - nu vilde Bor
gerrepræsentanterne selv til, og det kom de. Ifølge Vedtægten
af 30. December 1857 overtog Magistratens 3. Afdeling Besty
relsen af Fattigvæsenet 1. Januar 1858. En ny Tid skulde nu
komme. Det gamle skulde være forbigangent - alt blive nyt!
3) Penia 1811, S. 222. 2) Borgerrepr. Forh. 1840, 9. og 12. November.
13
*
1 9 5