279 / 428
sparelse for dens Budget. Og i Overlæge Jacobsen havde man
da tillige Manden med Tro paa Sagen. Det var i Aaret 1809.
Han levede med fuld Overbevisning om Midlets Fortrinlighed
og døde med den — som Barens siger1 ).
Jacobsen2) havde ogsaa ført Journal over sine Patienter, men
de forsvandt i Bombardementstiden. Jacobsen døde i 1808, men
den afdødes Stedsøn og Efterfølger i Embedet, Overkirurg
Johan Fr. Bloch, som havde overværet Faderens Forsøg, ja, ofte
selv forestaaet dem, havde Lyst til at fortsætte Faderens Kur-
Metode, og det tilstod Direktionen ham ogsaa. I det første Aar
fra Begyndelsen af 1809 til Begyndelsen af 1810 var 242 Pa
tienter under Behandling, og 129 Personer blev udskrevne som
helbredede.
Direktionen ansaa det Offentlige forpligtet til at tage enhver
Borger i Staten, som ikke selv har Evne til at bestride de Om
kostninger, hvilke hans Kur medfører, under Behandling, saa
han kan blive helbredet, men paa den anden Side: at det Of
fentlige ogsaa har Ret til at forlange Arbejde af saadanne Pa
tienter3) efter deres Evne til at formindske Udgifterne ved deres
Kure. Paa Alm. Hospital blev efter disse Tanker indrettet en
Arbejdsanstalt, i hvilken de Syphilitiske, mens de laa under
Kur, skulde aftjene noget af det, som deres Kur og Pleje kostede
Hospitalet. 1809 kom nu 100 nye Sygesenge i Hospitalet til ialt
400, og derved blev det i de følgende Tider. I April 181 o laa der
paa Hospitalet 12 1 syphilitiske Kvinder paa Sygestuer i Man
sard-Etagen i den nordre Ende af Hovedbygningen. Syphi
litiske Patienter laa ogsaa før 1809 paa Alm. Hospital, dog ikke
særskilt samlede for sig, men spredte mellem de andre Patienter.
Saa vidt muligt holdt man skjult, hvori deres Sygdom bestod4).
Oprettelsen af den syphilitiske Afdeling paa Hospitalet ska
dede meget dets Omdømme iblandt Publikum. Overkirurgen og
den medicinske Overlæge ansøgte 1809 om Tillæg i deres Gage.
De havde 360 Rdl. aarlig, fri Bolig og Brændsel. Lønnen blev
*) Penia 18 10 S. 100. 2) Wendts Bog S. 52. 3) Wendts Haandskr. 18 13 .
4) Penia 1807 S. 174.
263