112 / 193
110
ER IK RAFN
Et ganske godt vidne til alt dette har vi i digteren Adam Oehlen
schlæger,30 som i 1809 dukkede op i Rom, hvor han straks opsøgte
Thorvaldsen. I begejstringens rus besluttede de at spise sammen, og
for nemheds skyld tingede de sig i kost hos brødrene Riepenhausen.
Om dette samvær skriver Oehlenschlæger i sine erindringer bl.a.:
»Forresten vare de (brødrene) Tilhængere af den nye Skole,
og altsaa stemmende vi ikke altid overens i vore Meninger. Thor
valdsen agtede deres Talent uden egentlig at sympatisere med
dem. Engang, da han om Middagen kom derhen med mig, laa
en ny Tegning af dem paa Bordet. Thorvaldsen betragtede den
opmærksomt. »Hvorledes finder Du det, Thorvaldsen?« spurgte
Christel beskedent. - »Det er meget smukt.« —»Finder Du ingen
Fejl deri?« - »Hm« - Christel gav ham Sortkridtet i Haanden;
nu trak han med et Par dristige Streger Been, Knæe, Fødder,
Albuer og Hænder ud paa Figurerne, og derved havde de vun
det meget i et Øieblik, inden Suppen kom paa Bordet . . .«
Under samværet tegnede den yngste af brødrene (Christel) den
smukke portrættegning af Oehlenschlæger, som pryder mange danske
læsebøger. Den kvalme munkepest hos Nazareneme tiltalte heller
ikke Oehlenschlæger. Dette betyder dog ikke, at han i kunstnerisk
henseende var enig med Thorvaldsen. Digteren mente, at han som
»naturens muntre søn« forstod alt inden for kunsten pr. intuition,
han så også ned på al akademiuddannelse. Dette kunne ikke undgå
at irritere Thorvaldsen, og der opstod undertiden rivninger mellem
dem. Under samværet skrev Oehlenschlæger tragedien »Corregio«,°l
hvor Thorvaldsen i skikkelse af Michelangelo er skildret som en noget
utilnærmelig brumbasse, medens digteren selv formummer sig som
maleren Giulio Romano (Rafaels elev). Oehlenschlæger var på dette
tidspunkt 30 år, han var ærgerrig og ville gerne være europæisk be
rømt så hurtigt som muligt. Tragedien, der blev skrevet på tysk,
skulle være hans kunstmanifest å la Mengs og Fessing. Det blev en
skuffelse - ret beset hører tragedien til de mindre gode, men som et
bidrag til kunstdebatten og som en mindelse om samværet med Thor
valdsen er den yderst interessant. Det kan nævnes, at den oven for
beskrevne scene, hvor Christel Riepenhausen får sin tegning korrigeret
af Thorvaldsen, er gengivet i tragediens 2. handling, hvor Michel-