113 / 193
L ID T OM THORVALDSENS MALERISAMLING
111
angelo foretager en tilsvarende rettelse på Correggios maleri af Ma
donna med barnet. Den store effekt opnår Oehlenschlæger i trage
diens 4. handling, hvor Correggio i en stor monolog gengiver sine
(og digterens egne) indtryk ved at bese en fyrstes private maleri
samling, der rummer så fine ting som Mantegnas »Christi fødsel«,
Albrecht Durers »Kongernes tilbedelse«, Holbeins »Henrik V III« ,
et portræt af en fyrstinde med en rød hue af Leonardo da Vinci, en
Hiob af Fra Bartolemeo samt apoteosen: Rafaels »Den hellige Cæ-
cilie«,32 der får Corregio til at komme med den klassiske replik: »Ha,
jeg er også maler«. Denne monolog rummer også en for vor beretning
så interessant ting som en henvisning til 2 genrebilleder, nemlig en
dreng, som blæser sæbebobler, samt flamlænderen Messys’ billede
af 4 gerrige, som tæller dukater. V i ser her, at den umiddelbare digter
har sans for at opdage den genrekunst, som netop på dette tidspunkt
begyndte at komme på mode. Høyen, som 14 år senere opholdt sig
i Tyskland og Italien, kunne først i 1838 anerkende genrekunsten
som fænomen.33
Uanset at Thorvaldsen ikke havde nogen sympati for den religiøse
kunst og ej heller selv var religiøs, har han dog indkøbt i alt 15 ma
lerier med religiøse motiver hos samtidige malere. Forklaringen må
være den, at han har ønsket, at hans malerisamling skulle vise et re
præsentativt udsnit af samtidens kunst, og i den sammenhæng kunne
de religiøse motiver ikke undværes.
Det må bemærkes, at der ikke er faste holdepunkter for, hvornår
de enkelte malerier er erhvervet. I de tilfælde, hvor vedkommende
maleri er dateret, er der naturligvis angivet en ydergrænse, men langt
fra alle malerier er dateret. Ved en gennemgang af samlingens date
rede malerier, udført af danske kunstnere lader sig imidlertid fastslå,
at en meget væsentlig del af samlingens 106 danske malerier er er
hvervet efter Thorvaldsens hjemkomst til Danmark i 1838.34 Flere
af disse billeder er udført af kunstnere, som på tidspunktet for fær
diggørelsen var meget unge; man kan således med en vis ret påstå,
at Thorvaldsen i hvert fald i sine sidste leveår har været mæcen.
Eftertiden har ofte været hård i sin dom om Thorvaldsens person
lighed, det hævdes, at han ikke kunne tale noget sprog, dansk havde
han glemt, fransk, tysk og italiensk lærte han aldrig, det påstås yder
ligere, at han var apatisk og egentlig kun brød sig om at spille lotteri