110 / 193
1 0 8
ER IK RAFN
valdsens malerisamling er den religiøse, der omfatter i alt 15 stykker.
For at klargøre Thorvaldsens stilling til det religiøse maleri vil det
være nødvendigt at gå noget tilbage i tiden.
Den helt overskyggende videnskabelige og kunstneriske begivenhed
i det 18. århundrede var fundet i 1749 af Pompeji og Herculanum,
et fund som genoplivede renaissancens begejstring for den græsk
romerske fortid. Historikere, arkæologer, sprogforskere, filosoffer, ar
kitekter og bildende kunstnere blev stærkt optaget heraf, herunder
også af forholdet mellem den klassiske bildende kunst og digtekunsten.
Arkæologen Winckelmann22 udgav i 1755 sit skrift »Gedanken iiber
die Nachahmung der griechischen Werke in der Malerei und Bild-
hauerkunst«. Kunstforfatteren og dramatikeren Lessing 23 fulgte efter
med sin »Laokoon«, i hvilket han satte snævre grænser for, hvad
billedkunsten kunne beskæftige sig med. Den kunstmaler som skulle
efterligne de gamle grækere kom nu så temmelig i klemme, idet
grækerne ikke havde efterladt sig noget maleri; de romerske væg
malerier i Pompeji var af rent dekorativ art og gav slet ikke noget
indtryk af den rige malerkunst, som flere klassiske forfattere havde
berettet om. Denne vanskelighed kom nogle kunstnere ud over ved
at anvende fantasien til at fremstille græske visioner, således den
dansk-tyske maler Asmus Jacob Carstens.24 I Thorvaldsens maleri
samling findes —ganske vist i kopi - en allegori af Carstens, »Guld
alderen«. Andre kunstnere, f.eks. brødrene Franz og Johannes
(Christel) Riepenhausen2° fremstillede deres billeder på basis af
klassiske forfatteres beretninger, brødrene gengav således den græske
maler Polygnots malerier i Delfi efter den klassiske græske rejsefor
fatter Pausanias’ beretning. Endelig var der en del kunstnere, som
gik ad de veje, som blev angivet af Winckelmanns ven Anton Rafael
Mengs,2'’ der formulerede fremgangsmåden som følger:
». . . den Maler, som vil finde den bedste Smag, skal hente den
i at studere disse 4 Modeller, nemlig: i Antikken Smagen for det
Skønne, i Raphael Smagen for Udtrykket eller Tanken, i Cor
reggio Smagen for det Yndige og Harmonien, og i Tizian Sma
gen for Sandheden eller Coloriten«.
Anton Rafael Mengs havde i øvrigt danske relationer, hans fader
havde i en årrække ernæret sig som miniaturemaler i København,