108 / 193
106
ER IK RAFN
lige ligesom lå i luften inden for kunstarterne. Inden for musikken
forløb udviklingen på samme måde, man kan henvise til de landlige
indslag i Mozarts operaer samt til hans landlige danse. Beethoven
fulgte efter med sin pastoralsymfoni og sin benyttelse af folkelige
melodier i strygekvartetterne, endelig fulgte Schubert med sine Lieder
og i Danmark Kuhlau og Weyse med deres romancer.
Denne udvikling inden for malerkunsten var allerede i gang, da
Goethe var på sin første italienske rejse. I dagbogen for den 15. no
vember 1786 skriver digteren i Frascati om maleren Tischbein:
»Tischbein betragter som historiemaler landskabet på en helt
anden måde end den egentlige landskabstegner. Han finder be
tydningsfulde grupper og andre meget sigende motiver dér, hvor
en anden slet ikke bliver opmærksom på noget, og således lykkes
det ham også at opsnappe mange menneskelige naive træk, det
være sig hos børn, bønder, tiggere og andre naturmennesker eller
også dyr, som han forstår at gengive med nogle ganske få karak
teristiske streger og derved give nyt behageligt stof til underhold
ningen«.20
Den af Tischbein benyttede måde med indføjelse af folkelivsgrup
per i landskabsmaleriet var også benyttet af nordtyske malere, og
metoden er via Holsten kommet til Danmark, hvor som nævnt Jens
Juel har benyttet den. Ved undervisningen på kunstakademiet i
København begyndte genremaleriet at dukke op inden for det første
1 o-år efter århundredskiftet bl.a. udført af professor C. A. Lorentzen.
Eckersberg fremstillede sammen med maleren Senn og kobberstik
keren Lahde de yndede figurer i folkelige klædedragter å la serierne
»The cries of London« og tilsvarende serier fra Paris og Rom. Senere
gik han over til selvstændigt at skabe egentlige genrebilleder i serierne
»En falden Piges Historie« og »Skomagersvendens Historie« eller
»Det store Lod«. I sit »Konstnerlexikon« fra 1877 skriver Philip
Weilbach om disse serier, at de »er ret agtværdige Forløbere for, hvad
man nutildags kalder Genrebilleder.« Man har bebrejdet datidens
genrekunst, at den i skildringerne af folkelivet har forholdt sig som
tilskueren i et teater. Man skildrer den maleriske fattigdom, det lidt
komiske og det lidt rørende, men alt er set ude fra uden medleven
(jfr. f.eks. det oven for anførte Goethe-citat om Tischbeins metode).