137 / 193
KØBENHAVNS STADSARKIV I 1971
135
gående, sikkert interessebestemt differentiering. Sådanne delinger og
sammenlægninger fremgår automatisk af registraturen og i øvrigt af
lavsartiklerne, og kun i særlige tilfælde er der i registraturen foretaget
henvisninger fra det gamle lav til det nye eller omvendt. Endelig har
også de officielle navne eller betegnelser for de enkelte lav vekslet
livligt fra tid til anden, ofte uden påviselig grund. Problemet er uden
egentlig betydning, og i registraturen er de skiftende navne og skrive
måder undgået ved at give de enkelte fag gennemgående betegnelser
som »smedene«, »snedkerne« osv.
I stadsarkivet er der gennem den sidste halve snes år udarbejdet
navneregistre til de ældste københavnske lavsprotokoller. Denne regi
strering fortsætter til stadighed, og omfatter også arkivalier, der op
bevares udenfor stadsarkivet. Dels udarbejdes der navneregister til
hver enkelt protokol, dels samles samtlige navne i ét stort kartotek.
Som det indledningsvis nævntes, opbevarer en del lav selv deres
arkivalier. Stadsarkivet har også søgt at indføje oplysninger om så
danne arkivalier i sin oversigt. En henvendelse til opbevaringsstederne
medførte i øvrigt, at buntmagerlavet og garverlavets deponerede deres
arkivalier i stadsarkivet. Buntmagerlavets arkiv omfatter nu ialt tolv
bind og pakker 1623-19 19 og indeholder bl.a. lavsprotokoller 167 1-
19 19 , en svendeprotokol 1627-1808 samt 1662-1751 Der Gesellen
Schwartzes Buch, hvori skulle indføres »gesellen, die ihre Ehre undt
Trew Hinden ansetzen, mit Dieberey unt Bonhaserey befunden wer-
den«. Til de ældste af disse protokoller har stadsarkivet nu udarbejdet
navneregistre, hvorved benyttelsen væsentlig lettes. Garverlavets arkiv
indeholder ligeledes meget gamle og værdifulde enheder foruden en
del helt nye. Arkivet består af 78 bind og pakker. Den mest værdi
fulde garverlavsprotokol, nemlig den ældste, der brugtes fra lavets
oprettelse i 1635 og indtil 1683, modtoges imidlertid ikke fra garver
lavet, men fra snedkerlavet, hvor den var blevet fundet ved en op
rydning i det gamle lavshus i Grønnegade. Forklaringen på, at bogen
er havnet der, må søges i den kendsgerning, at det omkring 1903-04
var meningen, at Camillus Nyrop skulle skrive garverlavets historie
og at lavets arkiv som følge deraf var udlånt til ham. Rasmus Berg
var netop i 1904 blevet færdig med snedkerlavets historie, og det er
da nærliggende at tro, at enten Nyrop eller Berg må bære ansvaret
for at garverlavets protokol fandtes i snedkerlavet. Nyrop fik aldrig