27 / 193
EN RÅDSTUERETSDOM FRA 1717
25
forklarede, at hun vel havde hørt, at Knud Nielsen havde slået sin
kone, men aldrig set det. At der den pågældende lørdag skulle have
været slagsmål mellem dem, havde hun ikke hørt. Da hun om søn
dagen var kommet fra højmesse, havde Christen Christensens barn
fortalt, at Knud Nielsen sådan havde tumlet med sin kone. Søndag
aften bemærkede Karen Christensdatter, at der var tvistighed mellem
dem, og da tænkte hun, at konen var drukken »da hun var noget
liderlig med at drikke sig drukken«. Da hun hørte, at konen faldt i
døren, gik hun derhen, skammede manden ud, idet hun spurgte om,
hvordan han holdt hus med sin kone. Denne bad vidnet hjælpe hende
op, og da lå et ben under hende, men hvilket ben det var kunne hun
ikke sige. Karen Christensdatter kunne ikke få konen op og bad
Knud Nielsen hjælpe hende. Han svarede: »Lad ikkun den drukkenso
ligge, skøtter ikkun Eder selv, I har dermed intet at bestille«. Karen
Christensdatter gik derefter ind til sig selv. Mandag og tirsdag sad
nøglen i døren, mens manden var på arbejde, men om tirsdagen så
hun gennem en sprække, at konen lå og puslede i sengen, og at der
stod mad. Hun råbte da ind til hende og spurgte om, hvordan det
var fat. Kirsten Sørensdatter svarede, »Jeg ved ikke, jeg kommer
mig vel«. Om onsdagen sad nøglen ikke i døren og vidnet gik ind til
konen, der da fortalte, at det ikke var så godt med hendes ben. Der
var spiler ved benet, som den salig kone selv rakte ud af sengen.
Christen Christensens kone var med derinde. Konen fortalte ikke
noget om, hvordan skaden var sket, og de to gik da hver til sit. Knud
Nielsen kom da straks efter og spurgte sin kone om, hvem der havde
været derinde. Denne svarede: »Det har begge mine mødre her i
huset«.
Karen Christensdatter gik derefter igen ind til ægteparret og
spurgte om, hvordan det gik. Han svarede, at han selv havde gjort
noget ved benet og at konen nok kom sig. Vidnet rådede ham til at
skaffe en barber, som forstod sig på den slags, hvilket også skete.
Samme dag hørte hun Knud Nielsen stå i døren og ønske, at konen
måtte komme sig, for ellers kom han ikke vel af verden, idet han
enten tilføjede, at han blev holdt skyldig i hendes død eller var skyldig
i hendes død. Hvilket af udtrykkene han brugte, kunne vidnet ikke
erindre. Om aftenen så hun ind til konen igen, da sad Knud Nielsen
ved sengen og sagde, at hun var faldet i rolighed og at det ville blive