29 / 193
EN RÅDSTUERETSDOM FRA 1717
27
ber til konen, også selv om hun ikke ville have det. Det var dog tvivl
somt, om der ikke alligevel var gået gangræn eller koldfyr i benet og
den eneste frelse ville have bestået i amputation af benet. En opera
tion, som forsvareren nok med rette mente, var en dubiøs affære. Han
påstod altså, at Knud Nielsen skulle frifindes for Sandbecks tiltale,
men kunne dog indrømme, at den anklagede burde lide nogen straf
for at have ventet så længe med at have hentet barber og henviste
til lovens pag. 923, art. 1, hvorefter den, der har dræbt nogen af
våde, ikke kan lide højere straf end at betale til den dræbtes arvinger
40 lod sølv.
Herimod mente Johannes Sandbeck i et indlæg af 1. marts 1 71 7,
at Andreas Bruun intet havde fremlagt til svækkelse af anklagen, for
en henvisning til lovens pag. 923, art. 1, hørte ikke hjemme her, hvor
delinkventens grove, formastelige og morderiske gerning var bevist og
af ham selv tilstået. løvrigt indstillede han nu sagen til byfogdens dom.
Denne faldt den 12. april 1 71 7. Byfoged Envold Bruun var be
tænkelig ved at fælde Knud Nielsen som Kirsten Sørensdatters bane
mand, men dømte ham til, for sit ukristelige, ubarmhjertige og ty
ranniske forhold mod sin kone at arbejde på livstid på Bremerholm
i henhold til lovens pag. 884, artikel 7.
I sit indlæg til rådstueretten af 9. juni 1 7 1 7 lagde Johannes Sand
beck vægt på Knud Nielsens egne udtalelser, som han tog for til
ståelser, og på at den anklagede havde låst døren, når han forlod
konen. Flugten og udtalelsen ved anholdelsen om, at han nok ikke
havde mange dage tilbage her i verden, kunne heller ikke tages til
indtægt for uskyld, men måtte ses som et udslag af frygt og en na
gende samvittighed. Sandbeck krævede bvfogdens dom omstødt og
Knud Nielsen dødsdømt.
Forsvareren Andreas Bruun henholdt sig i sit indlæg stort set til
sit forrige forsvar og resultatet blev, at magistraten i sin dom af 7. juli
1 7 1 7 ikke holdt det for forsvarligt at dømme Knud Nielsen fra livet,
men da han havde slået konen og trakteret hende ukristeligt og ty
rannisk og havde været så ubarmhjertig at lade hende ligge uden en
barbers tilsyn fra søndag til onsdag, dømtes han til at arbejde i jern
sin livstid på Bremerholm. Bytingsdommen blev altså stadfæstet.
Skuepladsen for de dramatiske begivenheder var, som det blev
sagt under retssagen, madam Larsens, salig Peder Svanes baghus ud