118 / 204
117
ny samlivets aand paa kollegiet, derom vidner en fest, der blev
afholdt 10. juli 1831, hvor alumnerne og deres damer tilbragte
en fornøjelig aften over vinen. Til denne fest skrev stud. theol.
Hans Møller
1 en elegant og munter »Rundsang«, præget af det
gode studenterhumør, der er saa karakteristisk for det 19. aar-
hundrede.2 Visen, der er formet som en vekselsang mellem da
merne og »kavalererne«, er naturligvis først og fremmest en lov
prisning af damerne og vinen, men den giver os ogsaa et par
interessante oplysninger om, hvad der dengang optog sindene.
Efter at en ængstelig dame har ud trykt sin frygt for, at koleraen
skal komme til landet, men har ladet sig berolige af studenterne
med, a t »vi slippe sikkert nok derfra, når ikkun tæ t vi drikke«,
falder talen paa forholdene i Polen. Emnet falder i god jord.
Med stor iver forfægter »alle politiske Kandestøbere« deres
uforgribelige mening om dette vanskelige spørgsmaal:
N ie ls , tro m ig ! p a sse r n o k sit S n it,
N å r F ra n s k e n h o ld e r M u n d en ,
S n a rt jæ v n e r a lt G r æ v P a s k e w it —
G r æ v P a s k e w its c h m ed G ru n d e n .
Et imponeret kor svarer:
A lt k o m fo r D a g e n !
H v ilk e t L y s i S a g e n !
J a , nu t v iv le r In gen
O m T in g e n .
Fra udenrigspolitikken glider samtalen hen paa de hjemlige
forhold, og ogsaa her er nok at drøfte. Skal det lykkes os at faa
haand i hanke med statens styrelse, og vil vi vise os opgaverne
voksne? S tudenterne er fulde af fortrøstning og har allerede
første punkt af deres politiske program rede:
Jo , h v is v i lid t a t rå d e få r,
H v e r sø rg e r nu fo r sin e.
D e t fø rste , som v i fo re slå r,
E r T o ld fr ih e d p å V in e .
Koret giver igen sit imponerede bifald tilkende.
1
U d n . t. al. 5/i 18 3 1, d ø d 8/n 32.
2
Borkens Lyre
s. 17 .