119 / 204
118
Bag visens spøgefulde ord kan vi skimte indholdet af de sam
taler, der har væ ret ført i alumnernes nye konversationslokale
ved siden af det ærværdige auditorium, hvor de »politiske
kandestøbere« har luftet deres frihedsbejstring. I 30 erne be
gyndte jo den gærende misfornøjelse med enevælden at vokse
sig stærk, og det var især i akademiske kredse, der ansaa re
præ sentationen gennem provinsialstænderne for utilfredsstillen
de, at ønsket om en fri forfatning fandt sine talsmænd. De let
bevægelige studenter fand t i deres egen midte dristige ledere
og lod sig uden besvær opflamme til demonstrationer, der vel
kunde bære præg af ungdommelig letsindighed, men som var
baaret af en ægte idealistisk tro paa det nye frihedsevangelium.
Heller ikke paa universitetets lærestole manglede der personlig
heder, som var lydhøre overfor de nye politiske toner. Det
gjaldt især H. N. Clausen, som da ogsaa ufrivilligt gav anled
ning til den første større politiske studenterdemonstration.
D ette gik saaledes til. Da der 1832 skulde afholdes rektorvalg
ved universitetet, skulde H. N. Clausen, hvis den alm indeligt
valgpraksis blev fulgt, have væ ret saa godt som selvskreven som
rektor. Stik imod al praksis faldt valget imidlertid paa prof.
theol. Jens Møller, der tidligere havde beklædt rekto ratet. Der
opstod nu den, sikkert ikke ganske ubegrundede mistanke, at
politiske hensyn havde spillet ind, da Jens Møller var kendt for
sin fanatiske modvilje mod tidens nye politiske tanker. En storm
af raseri greb de unge frihedssværmere blandt studenterne, og
en anselig mængde af dem var forsamlede i Regensens gaard
30. juni, da rek to rsk iftet skulde finde sted i Regenskirken. H en
sigten var, at der skulde udbringes et leve for Clausen, naar
processionen gik fra kirken til regensprovstens bolig. Det rygte
des imidlertid snart, at Clausen slet ikke var til stede, men op
holdt sig paa sin faders landsted i Taarbæk. Medens højtidelig
heden fandt sted i kirken, sprang da demonstrationens hoved
mand, den endnu ukendte stud. jur. Orla Lehmann, op paa
bænken under regenslinden, holdt en flammende tale til for
samlingen i gaarden og opfordrede til samme aften at bringe
Clausen et fakkeltog til Taarbæk. Begejstringen var saa vold
som, at larmen trængte ind i kirken. Samme aften fandt saa