26 / 115
Beskytter af Videnskaben, hvorom en lang Række Dedikationer i lærde
Skrifter vidner. Det var saaledes paa hans Initiativ og under hans
Auspicier, at Frederik II stiftede Kommunitetet, hvor 100 fattige Stu
denter bespistes to Gange om Ugen.
Men et særlig hjærteligt Venskabsforhold udviklede der sig mellem
den unge Historieskriver Anders Sørensen Vedel og den gamle
Kansler. Han hade en betydelig Andel i, at Vedel blev udnævnt til
kgl. Historiograf, ligesom han direkte opfordrede ham til at gaa i Gang
med sin Oversættelse af Saxo. I Fortalen til denne skriver Vedel om
Johan Friis, at »Han maatte saare vel lide alle Lærde og mest dem, som
kunde snakke og tale med ham om gamle Monumenter og fordums
Historie«. Det første Skrift fra Vedels Haand, der var en Samling
homiletiske Lignelser*), som udkom 1567, var decideret Johan Friis.
Vedel var ogsaa Friis’ Sjælesørger, og var i denne Egenskab til
stede ved hans Dødsleje (1570). Efter Tidens Skik indeholdt Vedels
Ligprædiken ogsaa en meget detaljeret Levnedsbeskrivelse, som skatte
des overordentlig højt af Samtiden.
Der eksisterer ikke nogen særlig Beskrivelse af den Kannikegaard,
som Johan Friis overtog, men ved Hjælp af R. Mejborgs Skrift »Bor
gerlige Huse«, kan vi faa et Glimt af disse Huses Indretning og
Byggemaade.
Ingen af disse Kannikegaarde, der jo for de flestes vedkommende
blev Professorresidenser, har afveget meget fra hinanden i Udseende
og Størrelse. Som to Yderpunkter nævnes dog den Residens, »der i det
18. Aarhundrede laa paa det sydlige Hjørne af Nørregade og Krystal
gade og tjente Prokanslerinde Pontoppidan**) til Enkesæde. Denne
omfattede nemlig 15 elegante Værelser og en fuldstændig Udenoms
lejlighed«, og dennes Modsætning, »Pædagogigaarden«, der kun hade
*) Gejstlig Veltalenhed. Det var ikke Vedels eget Skrift, men et efterladt Arbejde af hans
Lærer, Grundet.
**) Erik Pontoppidans 3. Hustru, Johanne Marie.
23