var en begavet Natur, og derfor stillede han samme store Krav til andres
Evner som til sine egne. I sin Ungdom hade han i adskillige Aar stu
deret ved udenlandske Universiteter, og han var ikke alene vel bevan
dret i Latin, men ogsaa i flere europæiske Sprog, og hade et betydeligt
Kendskab til politiske Forhold, hvorfor han nogle Gange benyttedes
til diplomatiske Sendelser.
Han var en Tid Lensmand over Trondhjem Len, hvor han bl. a.
forbedrede de kirkelige Forhold betydeligt. Senere blev han Lens
mand over Antvorskov Slot og blev herfra udnævnt til Kongens Kansler
(Christian IV) i 1596. I denne Stilling spillede hans myndige Person
lighed en fremtrædende Rolle, og han viste stor Interesse for Kirke og
Skolevæsen, men døde inden at hans Reformer blev gennemført. Han
hade ogsaa Interesse for de mere videnskabelige Arbejder. Tyge Brahes
Yndlingselev, Christen Longomontanus, støttede han ivrigt, og da han
fik ham udnævnt til Professor, betalte han ham Løn, indtil der blev
et Embede ledigt. Men det forhindrede ham dog ikke i at se mere paa
Personen Tyge Brahe og hans Svagheder end paa Videnskabsmandens
store Fortjenester. Han skal saaledes have haft en betydelig Andel i, at
Tyge Brahe forlod Landet.
Digtekunsten fandt ogsaa i ham en ivrig Beskytter. Den gamle, højt
ansete latinske Digter, Præsten Hans Jørgensen Sadolin, nød Kanslerens
Beskyttelse. Han hade indladt sig i et Kærlighedsforhold til en Adels
frøken i Maribo Kloster. Da det blev opdaget, flygtede han til Tysk
land. Da han nogle Aar senere vendte hjem, i den Tro, at Sagen var
glemt, blev han sat i »mildt« Fængsel. Efter sin Frigivelse flakkede han
rundt og levede mere eller mindre paa Naade hos Venner og Bekendte.
Kristian Friis aabnede sit Hus for ham og har sin Andel i, at Digterens
sidste Aar blev taalelige, ligesom han uden Tvivl har bidraget til en
Forsoning med Kongen. Sadolins sidste Arbejde blev et Hyldestdigt til
Christian IV’s Kroning (1597). Efter Farbroderen Johan Friis Død var
Kr. Friis med til at oprette dennes Legat for Studenterne. Og for at hele
Kapitalrenten kunde gaa til Formaalet, gav han selv et Tilskud paa
29