114 / 231
Svend Olsen
8 håndfulde rosmarin, 2 håndfulde timian, og kan man erholde
urterne i blomst, er det så meget desto bedre. 1 pd. enkelte nelli
keblomster, af hvilke kun det røde benyttes, resten spolerer kun
en pot pourrie. Hver gang der kommes urter i, må salt lægges
med.
I august skal krukken stilles nogle timer i solen, men stadig hol
des vel tillukket, for at luften ikke skal komme til; den skal ellers
stå på et tørt sted på et trægulv. Når man kommer ind i septem
ber, må der røres om i den hver 8. dag og tillige hver gang der
kommer urter på. Da orangeblomsterne nu ere tjenlige, kommes
der så mange på, at der af een krukke skal blandes to. De skulle
begge være af ler og lågene af træ.
NB. Frem for alt må der ikke spares på salt«.
Fra familiebesøg på Bellahøj fortæller Gunder-Hansen: »Jeg kom
på Bellahøj første gang i 1922. Sagen var den, at Pauline Liitken
(kaldet Polle) var en kusine til min farmor, født Emma Anine
Strøm. Jeg har været derude, da mine forældre levede endnu. Vi
tog vore cykler og kørte derud fra Fuglebakken, hvor vi selv boe
de. Jeg har også truffet hendes bror, banksekretær Andreas
Liitken, og hans børn. Der har også være en lillebror, der hed An
ton, som har været hjemmets Benjamin. Senere blev han højeste
retsassessor.
Det var et enormt stort område, man må kalde det for mere end
en park. Med en masse frugt, stikkelsbærbuske, ribsbuske og me
get andet. Her gik min søster og jeg og plukkede alt det, vi havde
lyst til. Jeg har en fornemmelse af at kunne erindre en blanding af
stikkelsbær og komøg - denne mærkelige blanding af lugte fra en
svunden tid. De havde haft køer ude på Bellahøj. Der var også
nogle ansatte tilknyttet, bl.a. kendes en fr. Mathiesen, der havde
halvplads som malkepige i 1910.
Vi fik også serveret ribsvin, og min søster og jeg troede det var
ribssaft, så vi blev fulde af det. Vi tog en lille legevogn og susede
af sted med. Det var første gang i mit liv, jeg var beruset.
Det hele derude virkede guldalderagtigt, der var ligesom ikke
noget forandret. Pauline Liitken var eri elskelig gammel dame,
som gik ene i det gamle hus og værnede om dets patina. Hun var
et levende pust af en fin slægtstradition. Man kunne forestille sig,
112