147 / 231
Bellahøj friluftsteater
og regnfuldt. Kort før premieren blev Holger Boland ramt af syg
dom, og flere gange blev premieren udsat pga. dårligt vejr. Der
var planlagt i alt 15 opførelser indtil den 15. juli, dog med »Pro
longationsret« til og med den 21. juli.
Premieren på »Fuglekræmmeren« kunne endelig finde sted den
19. juni og blev godt modtaget af de knapt 3.000 tilskuere, selvom
ikke alle anmeldere var lige begejstrede for operetten. Navnlig
Gerda Gilboe vakte begejstring og betegnedes som »Forestillin
gens ubestridte midtpunkt«, mens den unge tenor Karl Dall,
trods hans manglende erfaringer med friluftsteater, fik lejlighed
til at udfolde sin »brilliante stemme«. Blandt de øvrige medvir
kende sangere blev Ingeborg Steffensens og Holger Bolands
præstationer fremhævet, idet begge »...baade sangligt og drama
tisk gjorde udmærket Fyldest i de udpræget komiske Partier«,
mente BTs anmelder Ole Brandstrup.
Det sceniske og musikalske arrangement blev rost i aviserne,
der flittigt omtalte ARTEs virke på Bellahøj. De festlige dekoratio
ner, og navnlig dragterne, skabte den rigtige »Tyrolerstemning«.
De vanskeligheder, som operetten nødvendigvis måtte give, i for
bindelse med en opsætning i fri luft, formåede instruktøren at
løse på en elegant måde. Dagbladet Børsens anmelder hæftede
sig i særlig grad ved denne side af opsætningen og skrev bl.a. føl
gende om Holger Bolands bearbejdelse:
Til Slut maa noteres et meget fikst Sceneskifte fra l.til 2.
Akt. Refrainet »hvor faar vi en Jomfru fra« ændredes
sidste Gang til »Hvor faar vi en Slotspark fra«, hvad der
paa en meget bekvem Maade tillod de agerende at del
tage i den lille Dekorationsændring.
Kapelmesteren Gerhard Schepelern dirigerede orkestret, en be
sætning med blæsere, »...med præcision og dygtighed, men uden
skum paa champagnen«, anførte Sverre Forchhammer i Informa
tion. I Berlingske Tidende fremhævede Svend Kragh-Jacobsen
derimod, dirigentens »Rytme og Nerve« i orkesterledelsen. Det
var således netop »...Aftenens musikalske Momenter, som gav
Forestillingen Værd«, og Svend Kragh-Jacobsen sluttede begejst
ret: »Zellers søde Toner og de brogede Optrin er det, der skal
145