94 / 231
Knud Waaben
om kongelig godkendelse af allerede afholdte udgifter. I januar
1802 kunne kollegiet foretage en samlet udregning. Når ældre og
nyere tal stilles sammen fremkommer der følgende oversigt:
Dagpenge å 1 rdl., mest som forskud,
indtil medio maj 1798.................................................. 902 rdl.
Sygehjælp og forplejning, bl.a. i arrest og hospital,
fra april 1797 til maj 1798............................................ 295 rdl.
Underhold, klæder mv. indtil marts 1799.............. 482 rdl.
Ditto fra marts 1799 indtil afrejse............................. 583 rdl.
Betalt i piastre ved afrejsen......................................... 150 rdl.
Betalt for rejsen fra København................................ 150 rdl.
Udgifter til Kommissionen i Tranquebar............ 1.363 rdl.
Med en forhøjelse for nogle poster i mark og skilling blev det
samlede beløb 3.926 rdl. og 19 sk. Det var lidt mere end guver
nørens årsløn og en lille brøkdel af Ankers gæld til staten da han
fratrådte. Men det er naturligvis håbløst at ræsonnere over om
det var meget eller lidt. Nærmest ligger det at anse beløbet og alt
det forvoldte besvær som en uvæsentlig pris for den holdning til
et retsprincip som den lille kolonistat havde lagt for dagen. De
knap 4.000 rdl. blev i henhold til en kgl. resolution af finanskas-
sen godtgjort den ostindiske fond.108
Til det anførte beløb kom endnu en udgiftspost. Sennapas kone
Birgitte Yding havde ansøgt Kommercekollegiet om at »vise lidt
nåde for Sinnia efterladte og syge kone«. Kommercekollegiet fo
reslog Finanskollegiet en årlig understøttelse til hustruen, »hvis
ansøgning om at rejse med manden Kommercekollegiet i mere
end én henseende (dvs. af flere grunde) har taget i betænkning at
understøtte til bønhørelse«. Ydelsen blev fastsat til 20 rdl., regnet
fra 6. januar 1802, og de første udbetalinger skete, vistnok kvar
talsvis.109
I Tranquebar indtrådte der lidt efter lidt en normalisering af for
holdene - afbrudt af en engelsk besættelse -, men også en udvik
ling der gjorde koloniens svindende betydning mærkbar. Ankers
modstandere døde eller vendte hjem, og tanken om at søge sin af
sked er blevet opgivet, bl.a. efter broderens råd. I juni 1800 sendte
Carsten Anker ham fire prospekter med norske motiver: »De kan
92