91 / 231
Et sendebud fra Tranquebar
(Sennapa skrev året efter: »et slegfredbarn«). Sennapa bad »de
høje og nådige herrer« i Kommercekollegiet opfylde et tidligere
givet løfte om at være faddere ved dåben på fødselsstiftelsen.95
Senere på året ønsker han igen at rejse. Han skriver i september
at han er syg af gigt. Det er breve sendt fra arresten, og foreløbig
var det ikke aktuelt at lægge rejseplaner for ham.
I marts 1800 blev Sennapa løsladt fra Blåtårn, og han håbede at kunne
rejse når søen blev åben.96Ægteparret levede nu af en understøttelse på
24 sk. om dagen der udbetaltes af sekretær v. Bergen i Kommercekollegi
et. »Vores trang er større, end noget menneske kan forestille sig«. Hof- og
Stadsrettens dom i januar var blevet anket af Carsten Anker. Omtrent
samtidig med en ny henvendelse til Asiatisk Kompagni den 8. april
spurgte kollegiet Danske Kancelli omder fra et juridisk synspunkt var no
get at indvende imod at Sennapa blev sendt af sted; der var jo ingen
grund til at tro han kunne betale bøder eller nogen anden gæld, og et fort
sat ophold her ville betyde lutter udgifter. Danske Kancelli svarede at
Carsten Anker satte sig imod Sennapas afrejse før der var faldet dom i
Højesteret, og hertil måtte kancelliet henholde sig.97Af et brev af 12. juli
1800 fremgår det at Sennapa på det tidspunkt har bedt om at hans kone
måtte rejse sammenmed ham.
Efter Højesterets dom af 24. juni 1800 frygtede Sennapa at han
igen ville blive sat i arrest. Han ansøgte om eftergivelse af bøden,
men det blev afslået. Bøden blev afsonet i 1801.
Om Sennapas og hans hustrus tilværelse indtil hans afrejse
l l/ i
år efter dommen i Højesteret er vi sparsomt underrettet. Han sy
nes fortsat at have fået de 24 sk. dagligt fra Kommercekollegiet,
men når han skulle betale for et værelse var der kun lidt at leve
for. På et sent tidspunkt, i november 1801, kom der til Kommerce
kollegiet en bøn om hjælp fra hustruens mor
Ane Marie Yding
, der
boede Mellemgade 23, og som ifølge brevet var en fattig enke der
fik lidt fra fattigvæsenet og for det meste var sengeliggende. Det
synes at fremgå af brevet at i hvert fald datteren længe har boet
hos hende, og Sennapa har holdt hende hen med tomme løfter
om betaling.98 Der står også at han overvælder hende med grov
heder, »så jeg er færdig at sætte livet til«. Hun får det svar at man
ikke kan tilbyde hende nogen hjælp, især da inderen »under sit
ophold her har modtaget den fornødne understøttelse«.99 Om
Birgitte Ydings mor har vi i øvrigt kun den oplysning fra Sennapa
89