108 / 293
Værelse XI.
lige L iv , og er Portrættet godt, hjælper det en til F o r-
staaelse, fordi Kunstneren da netop har faaet fat i det
væsentlige i Personligheden.
T h . havde stor Evne i saa
Henseende, og om man ikke vidste det af samtidige Beret
ninger, kunde man næsten se paa hans Byster, at de maa
have lignet udmærket, selv om de ikke egentlig er natura
listiske, men tit noget idealiserede i Behandlingen.
Det
samme gæ lder om hans Portrætstatuer, hvor Fremstillingen
jo ikke indskrænker sig til Hoved
og Ansigtstræk, men omfatter hele
Figuren.
H er
skal
Kunstneren
foruden Portræ tlighed tillige have
en for vedkommende Person ka
rakteristisk Stilling og H o ld n in g ;
thi ogsaa gennem dem udtrykkes
noget væsensejendommeligt. H v o r
vidt T h . har været heldig i saa
Henseende
ved disse to Portræ t
statuer,
forlyder der intet om i
samtidige Beretninger, men os til
fredsstiller de helt, selv om vi ved,
at Stillingerne og D raperi-Motiverne
delvis er hentede fra antike F i
gurer ;
T h . har vidst at bringe
fuld Harmoni og Helhed til Veje
i dem.
H e r
staar den skønne
F y r s t i n d e
B a r i a t i n s k i rank
som en Blomst, der er vokset i
god Muld og rig elig Sol.
Hun
bæ rer sit fine H oved højt som et
Menneske,
der er sig sin ædle
B yrd
b e v id st;
de
regelmæssig
smukke, men stærkt individuelle T ræ k ly se r af Intelligens,
Munden
er
sæ rlig
smuk,
den
smækre
Gazellehals
løfter sig fra et formskønt B ryst — se Skulder- og H als
linierne — , Armene er dejlige, kun Hænderne er lidt karak
terløse, navnlig den venstre.
D e r er noget forunderlig
lyst og rent og ungt over denne Skikkelse og dog tillige
noget sikkert og selvbevidst, som hun staar der i den
kendte Hvilestilling, med Pegefingeren mod Hagen ligesom
lyttende tænksomt efter et og andet, der siges til hende,
dog med et let Smil, der godt Ø jeblikket efter kan