103 / 293
98
Værelse X.
jupiter, der, medens han styrer Himmel og Jord , nok saa
jævnlig finder T id til at forelske sig, attraae de engang en
af Junos Præstinder, lo .
Men Juno, som kendte sin Mands
T ilbøjeligheder, forvandlede lo til en hvid K o og satte
Uhyret A rgu s til at vogte Koen.
A rg u s’ Legeme var helt
bedækket med Ø jne, saa at han stadig kunde holde nogle
af dem aabne, medens han sov med de andre.
Det gjaldt
altsaa om at faa ham helt lullet i Søvn, og dette paatog
M erkur sig for at tjene sin kære F ad er og drille hans
skinsyge
Kone.
Han
tog
sin
Vingehat
paa,
den
runde,
lav-
pullede, bredskyggede Hat, der be
skytter saa godt baade mod Regn
og Solskin, og fløj hen til A rg u s
og tilbød at spille for ham paa
sin Rørfløjte
til lidt Adspredelse
under den kedelige Vogtergerning.
O g han spillede saa længe og saa
listelig, at A rg u s til sidst lukkede
alle sine Øjne og sank hen i blid
Slummer.
I samme Ø jeb lik drog
M erkur
sit Svæ rd
og
huggede
Hovedet af Uhyret.
I denne Myte
er lo Maanen, der i Ny og Næ
har H orn som en K o , og A rg u s
er Nathimlen med de tusinde Stjerne-
Øjne, der lukker sig, naar Vinden
(Merkur) susende d rive r Skyerne
hen over den. — Det er som A rg u s
dræber,
at
T h .
har
fremstillet
Merkur.
Guden har
siddet og
spillet paa Rørfløjte for Uhyret,
som
maa
tænkes
liggende
ved
Siden af ham.
Det har lige lukket sit sidste aabne Ø jne
og er henfaldet i Slummer.
D a
tager M erkur R ø r
fløjten fra Munden -— med tilbageholdt Aandedrag,
med
alle Sanser anspændte ser han, lytter han, fornemmer han,
om ogsaa A rgu s virk e lig sovet", sover rigtig fast, og idet
han sætter den ene Fo d mod Jorden for at rejse sig, lister
han langsomt og lydløst Svæ rdet af Balgen for straks efter
ved et hurtigt Hug at gøre det af med Uhyret.
Situationen
er glimrende skildret.
H vert Lem i det herlige Legeme er
med i Anspændelsen — han er som en Bue, fra hvis Streng
M erkur.