149 / 293
144
Værelse XX.
-grunde, men saa gav hun sig til at græde, og som hun
tænkte sig : det Argument kunde T h . ikke staa for.
„Naa
ja, lad mig da gøre den færdig, men jeg gør det ikke for
Efterverdenens Skyld, men for Deres, siden De saa gerne v il
;have det.“ I Løbet af nogle Uger blev saa Statuen færdig. —
T h . har fremstillet sig selv i sin romerske A rbejdsdragt,
æn aabenstaaende Bluse, der lader det nøgne B ryst syn lig t;
Stillingen minder om Vulkan-Statuens, som han havde mo
deleret 1838, umiddelbart inden sin A frejse fra Rom.
Han
er i L a g med at arbejde paa
den halvfæ rdige Statue „H aa-
bet“ .
Han har gjort en Pavse
under Arbejdet, har lagt A r
men paa Statuens H oved og
staar og ser hen for sig i
dybe T an ke r.
E t nyt Motiv
har fyldt hans Sjæ l og er ved
at finde Fo rm for hans indre
Syn.
Han tænker ikke paa
Statuen, han nys har arbejdet
p a a ; i næste Ø jeb lik v il han
maaske
lægge
Hammer
og
Meisel for med K ridtet at gøre
et Rids paa den sorte S k ife r
tavle.
— Det er alt sammen
simpelt og ligefrem fortalt, og
dog er der noget storslaaet
og
ærefrygtindgydende
ved
denne
Skikkelse,
som staar
der støt og fast med Armen
fortrolig hvilende paa „Idaabet“ .
Han har u vilkaa rlig bøjet H o
vedet
lidt,
som
man
gør,
naar man falder i 'Banker, hans B lik søger ikke noget
ydre Maal, det, han ser, er et Billede i Aanden, et nyt
Væ rk, han skal skabe.
D er er energisk A lv o r i hans
T ræ k og et T an ke liv i hans Blik, som gør hele Figu ren
forunderlig betagende.
Man skal gaa tæt ind under Sta
tuen,
saa b liver B likket paa G rund af Lysforholdene
mest levende.
Saaledes har han sikkert staaet mange
Gange i
beaandede Ø jeblikke,
naar Kunstnersjælen ar
bejdede i ham paa den rolige og dog energiske Maade,