162 / 293
Værelse XVII.
: 57
Byste Nr. 279
Vittoria,
en ung Bondepige fra Al-
bano. — Den hannoveranske Legationssekretæ r Kestner, der
levede i Rom og omgikkes T h ., med hvem han delte Inter
esse for antik Kunst og Oldsager, traf Vittoria en Sommer
dag 182 0 oppe i den lille B jæ rgby et Par Mil fra Rom og
blev slaaæt a f hendes sjældne Skønhed.
Han fik sin G e
sandts Fam ilie til at interessere sig for hende, og hun blev
indbudt til Rom , hvor hun den følgende Vinter gjorde
uhyre Opsigt mellem Kunstnerne, der kappedes om at male,
tegne, modelere, beskue og beundre hende.
Hun betrag
tedes som et Non plus ultra af Skønhed, som det var
umuligt at gengive, og i Virkeligheden lignede ingen af
alle de mange Billeder og B yster hinanden og vel altsaa
heller ikke hende.
End ikke T h .s gjorde det; men havde
den lignet, vilde det ogsaa været vanskeligt at forstaa al denne
B eg ejstrin g for disse ikke videre intelligente og ret smaat-
skaarne T ræ k , der kun i Profil frembyder noget virkelig
skøn t; navnlig er Underansigtet med den blødt rundede
Hagelinie dejlig.
Det interessanteste i dette Hoved er
egentlig Formen af Ansigtet, der danner en ren Oval lige
bred ved Tindingerne og Kæberne. Den klassiske Ansigts
form er en spids Oval.
T h . benyttede hendes Hoved til
den siddende Moder i Johannes Døberens Gruppe, men
synes fo r R esten ikke at have været saa overbegejstret
for hendes .Skønhed som saa mange andre.
Værelse XVII.
Stat. Nr. 53
Adonis.
— Betegner „ Ja so n “ T h .s første
S e jr under Kampen for at trænge ind i den antike Kunsts
Aand og optage den i sin, saa er „Adonis“ hans anden
store Trium f.
D a Modellen stod færdig i hans Atelier i
Juli 1 808, saa Canova den og sagde til
Fru Friederike
Brun (Jasons „M oder“), som han kort efter traf ude i
Albano, hvor hun laa paa L and et: „Det er en skøn Statue,
fin og fuld af Følelse.
Deres Ven er Gudernes Yndling.
Je g beklager, at je g ikke er yngre — “.
Han mente, at
han ellers vilde træde i T h .s Fodspor.
En større Ros
end denne af den
store
Mester kunde T h .ikkeønske sig;
men Statuen fortjente, den.
T h . havde vundet saa langt
ind paa sine Idealer, de bedste blandt Antikerne i Rom,
at hans Statue godt kunde stilles hen mellem dem uden at