7 / 293
Billedhuggerkunsten før Thorvaldsen.
frodigt.
Billedhuggerkunsten, hvis Hovedopgave det er at
fremstille Menneskelegemet i dets højeste Skønhed, tilfreds
stillede ikke rig tig T idens T ra n g til broget Mangfoldighed,
til bevæget L iv , til Pragt i Klædedragt, til Gæstebud og
Optog, saadanne som Tidens F'yrster og Stormænd fandt
Behag i at foranstalte og dens Smaafolk i at beskue. Man
byggede mægtige K irk e r og Slotte og smykkede dem med
store Malerier, der, selv naar de hentede deres Emner fra
den hellige Plistorie, ofte fyldtes med brogede Skild ringer
af Samtidens daglige L iv .
Billedhuggerkunsten anvendtes
i det 15de Aarhundrede navnlig til Udsmykning af A ltre
og Gravm inder, Prædikestole, K o rsk ran k er og lign.
Den
kom derved til sæ rlig at udvikle R e l i e f f e t eller Flade-
Billedhuggerarbejdet, h vo r gerne flere F ig u re r er stillede
sammen i en eller anden Scene.
Just fordi Relieffet paa
denne Maade har noget af Maleriets Væsen i sig, faldt det
mere i Tidens Smag end den fritstaaende Billedstøtte, og
der frembragtes herlige T in g i denne Kunstart, som imid
lertid efterhaanden blev saa malerisk, at der snart ikke var
den T in g mellem Himmel og Jord, som Billedhuggerne an-
saa det for umuligt at fremstille i Relief.
D erved gik den
gode klassiske Relief-Stil tabt for først rigtig at komme til
sin Ret igen hos Thorvaldsen.
Den fritstaaende Billed
stotte, Statuen, blev forholdsvis mindre dyrket, mest som
Del af et større arkitektonisk Hele, f. E k s. som F ig u re r i
N icher paa en udsmykket Væggeflade; først lidt efter lidt
arbejdede den sig frem til fuld Selvstændighed, og navnlig
efter, at man havde fundet ny og prægtige Rester af O ld
tidens Billedhuggerkunst, skønne G rupper og Statuer, ofte
kun i Brudstykker, frembragtes der lignende Væ rker, mer
og mindre paavirkede af disse „A n tik e r“ .
Men idet B illed
huggerkunsten traadte i andre Samfundsmagters T jeneste,
navnlig i K irkens, fik den Maal, der laa udenfor dens egent
lige Omraade, og dens Menneskefremstillinger blev stærkt
prægede heraf;
det gjaldt mere om at give Menneskets
indre, sjælelige L iv Udtryk gennem den ydre P'orm end om
denne Form s egen naturlige Skønhed.
Hos
Renæssance-Tidens
største
og
mest
alsidige
Kunstnergeni M i c h e l A n g e l o Buonarotti ( 1 4 7 5 — 1564)
naaede Billedhuggerkunsten
sit Højdepunkt i en Række
storslaaede Phgurer, der udmærker sig ved en saadan K raft
i Formerne og Livfuldhed i Stillingerne, at det ofte gør