12 / 293
Thorvaldsens Kunstnerliv.
7
Vejledere.
A b Udgåard v a r en begavet og kundskabsrig
Mand og ingenlunde ukendt med den antike Kunst, men han
foretrak. Renæssancens
store Mestre, Michel Angelo
og
T izian, som Forbilleder og havde efter dem dannet sig
sin egen Figu rstil, som han sogte at paatvinge sine Elever.
Thorvald sen fortalte senere spøgende, at det altid kneb for
ham, naar han paa Akademiet skulde tegne efter Gipsaf-
stobninger; for han kunde ikke rigtig give Arme og Ben
dette „akadem iske Sving ligesom en Sabel“, som Abild-
gaard yndede.
F lere af Thorvaldsens Ungdomsarbejder, især
de prisbelønnede, er da heller ikke uden dette „akademiske
S v in g “, og da han kom til Rom, indsaa han snart, lige
som Sergel, at han forst og fremmest maatte bort fra denne
Manér. Hans Bekendtskab med den fintdannede O ldgransker
Zoega og Maleren Asmus Carstens, der begge v a r begej
strede Talsmænd for
den klassiske Kunst og den ny
klassiske Kunstretning,
blev af afgørende Betydning for
ham. Navnlig paavirkedes han, som efter samtidige Udsagn
kom
til Rom blottet for al Kundskab,
af Zoega, der
aldrig blev træt af at vejlede ham og kritisere hans F o r-
sog og sige ham, hvorledes de gamle Kunstnere vilde have
gjort dette eller hint.
L ig e til sin Død 1809 vedblev
Zoega at være T h .s bedste Ven og Raadgiver i kunstne
riske Spørgsmaal.
Carstens, der i sine skønne Tegninger
med Motiver fra den græske Oldtids H istorie viste, hvad
der kunde ydes i den ideale historiske Komposition, døde
Aaret efter T h .s Ankomst til Rom, men T h . havde da
kopieret mange at hans T egninger, og disse Kop ier gemte
han som en Skat; de findes endnu i hans Samlinger.
Han
kopierede ogsaa antike Byster og enkelte Statuer, f. Eks.
en „Hestebetvinger“ paa Monte Cavallo (Heste-Højen) i
Rom, der dengang ansaas for at være et af de fuld
komneste Væ rker ira Oldtiden.
Hvad han udførte paa
egen Haand, var næppe stort og blev som oftest ødelagt
igen, men der modnedes alt imens hos ham en Opfattelse
af, hvad han i sin Kunst burde tilstræbe, og det var noget
andet eiid det, han fandt i den samtidig saa højt ansete
Canovas A rbejder.
Saa modelerede han en „Ja so n “ , et
Sidestykke til Canovas „Perseus“, der i Paveslottet Vati
kanets Sam linger var sat i Stedet for den berømte antike Statue
„den belvederiske A p o lio “, som Franskmændene 1798 havde
bortført til Paris.
Den forste, legemstore „Ja so n “ i L e r