HCEngelsen

EN PUGGAARDSK INDLEDNING

IGMANDEN,

Grosserer, Etatsraad Hans Puggaard

havde i sin Barndom kjendt baade Nød og Elen?

dighed. Forældrene med deres mange Born havde

tilhuse i en af Gronnegades daarlige Bagbygnin*

ger, hvor Sonnen Hans ikke sjælden gik sulten i Seng efter

Dagen igjennem at have strejfet om paa Gaden. Og da det

bedredes lidt for Faderen, saa han naaede at kunne forpagte

den saakaldte Punschesal paa det kongelige Teater, kastedes

der herved en ny Skygge ind i Sonnens Liv. Han bragtes

sammen med en Bande uvorne Drenge fra Balletskolen, som

han senere mindedes med Gru for alt det Afskyelige, de prak?

tiserede og førte an i. Han maatte bort fra det. Efter Konfir*

mationen gjorde han sig uafhængig af Familien, og ved an*

strengt Arbejde, der tidligt byggede paa det Handelssnille,

der boede i ham, naaede han at komme endog langt frem, idet

han dog samtidig udviklede sig til en i Meget ret hensynsløs

og sær Mand. Men kan det egentlig forundre? Naar han —

indtil Uklædelighed —var paaholdende med Smaaskillinger,

saaledes at han bl. a. trods pinlige Scener aldrig vilde give

Drikkepenge og kunde prutte med en stakkels Skomager,

der skulde have 24 Skilling for en Lap paa et Par Stovler,

var det saa mon ikke en Følge af, hvad Livet tidligt og tungt

havde lært ham, at de daglige Udgifter til det yderste burde

begrænses? Livet sætter Ar.

2”