612 / 654
6 0 2
Flemm ing Dahl
alle M inisterchefens Forestillinger og Indvendinger, var
og blev hans haardnakkede: „Hende til Kone, eller jeg
er ikke Konge m ere!“13)
Der svirrede i det hele taget oftere Rygter og førtes
tit Pressedebatter om en eventuel Tronfrasigelse. F. Eks.
da Prins Christian (IX) ikke vilde modtage Statholder
posten i Holsten (1859— 60 ), og da Frederiksborg Slot
brændte 17. December 1859, idet Folkesnakken udpegede
Grevinde Danner og en af hendes formodede Elskere som
Ophavsmænd til Branden, der var foraarsaget ved Ufor
sigtighed med Ild. Paa denne Tid ønskede ikke mindst
Højre Kongens Abdikation.
At det dog langt fra altid fra Frederik VII’s Side var
lige alvorligt ment med Truslen om at nedlægge Kronen,
fremgaar bl. a. af hans Ytring til Tscherning, der havde
bedt ham om aldrig at abdicere: „Aah, jeg gør det s ’gu
ikke saa let, det skal De ikke tro! Man kan jo tale om
det, uden at det derfor ju st skal sk e !“ (F ischers D ag
bøger 8. Oktober 1853). Med andre Ord H istorien om
Hyrdedrengen og Ulven, første Afsnit, om igen! Ikke
helt uden Grund betragtedes Kongen, der m isbrugte Ab
d ikationstruslen som Kampmiddel baade i Stort og
Smaat, i den Andræ -Hall-Krieger’ske Kreds som „en
stor Dramatiker“, der kunde lyve „med stor V irtuosi
tet“.14) Men denne Upaalidelighed bevirkede, at adsk il
lige betydelige Personligheder ikke turde stole paa hans
Ord og istemmede Refrainet: „Ikke Minister under den
ne Konge!“
Ifølge en Udtalelse af Frederik VII selv, var den
døende Christian VIIFs sidste Ord til sin Søn: „Husk
Constitutionen og grib straks Statens Ror!“15) Og maa
13) At Kongen lod V ielsen foretage „bag M inisteriets Ryg“
(D.B.L. V, 1934, S. 582), er ikke rigtigt.
14) Se f. Eks. Fru Andræ’s „Dagbøger“ II, S. 158.
15)
Sst., I, S. 35.