608 / 654
5 9 8
Flemm ing Dahl
byggede dog mere paa øjeblikkelige Stemninger end paa
nogen virkelig Overgang til ultrakonservative Anskuel
ser. Hyppigst fremtraadte de, naar Talen var om m ili
tære Bevillinger. F. Eks. greb han under Krimkrigen
(1853— 56) personlig ind til Fordel for Krigsm inister
Hansens Krav, idet han erklærede, at det ikke var Mini
steren, men
ham,
der vilde have Pengene.9) Ogsaa under
Forhandlingerne om Oktoberforfatningen 1855 var det
især hans Fordring paa, at han
selv
skulde kunne ud
skrive Mandskab o.s.v., der aflokkede F inansm inister
Andræ’s Frue følgende Udbrud (11. Juni 1855): Kongen
„har i det Hele lidt ondt ved at huske, at han ikke er
suveræn !“9)
Mindre reaktionære Tilbagefald paakom ogsaa ved an
dre Lejligheder Kong Frederik. Saaledes erklærede han
under M inisterkrisen i April 1857, at han nu vilde være
„absolut“, og i Januar 1858 udtalte han overfor Kon
seilspræsident Hall, at det godt kunde være, „at han
tog Absolutismen igen i det H ele!“ (d.v.s. i det samlede
Monarki).10) Hertil kom det dog aldrig. Der er vel no
get i Madvigs Ytring, at Gaven af Friheden bestod deri,
at Enevældens Tøjler i Marts 1848 var faldet ud af Fre
derik VIFs
i kke s tærke
Hænder; men lige saa rigtig er
den gam le Filolog og Politikers andensteds fremsatte
Dom, at Fastholden ved Absolutismen ikke kan bebrej
des Kongen.11)
Naar denne var m ismodig over Forholdenes Udvikling,
tænkte han sig da m indst lige saa hyppigt at søge en
anden Vej ud af Vanskelighederne, nem lig at nedlægge
Kronen.
Abdi ka t i ons t anken
kommer Gang paa Gang
s) Sst., 20/12 1853 (III d, S. 42—43).
s) Fru Andræ’s „Dagbøger“ I (1914), S. 45.
10) Sst., II (1916), S. 158; Kriegers „Dagbøger“ I, S. 247 f.
11) J. N. Madvigs „Livserindringer“ (1887), S. 150 og 307.