606 / 654
5 9 6
Flemm ing Dahl
han, at Rigsdagen kun indkaldtes hvert andet Aar, og
at „Løfteparagrafferne“ udgik. Det berettes endog, at
han saa sent som den 5. Juni om Morgenen skal have
søgt den konservative Krigsm inister General C. F. Han
sens Hjælp til at undgaa at give Loven sin Underskrift,
men at Hansen havde nægtet at indlade sig herpaa.
„Novemberm inisteriet“ A. W . Moltke, som fandt Sank
tionen „uundgaaelig“, nødte Kongen til at underskrive
Grundloven og fandt heri en Forbundsfælle i Louise Ras
mussen, den senere Lensgrevinde Danner.6)
Noget alvorligt Forsøg paa at generobre sin Enevolds
magt har Frederik VII dog ikke gjort. Ganske visst kan
S t a t skups t anken
spores helt op ti] allerhøjeste Sted; men
Kongen var og blev et Stemningsmenneske, elskværdig
og munter, men først og sidst lunefuld og uberegnelig.
Han brugte imidlertid Truslen om et Statskup som en
Trumf overfor Rigsdagens Medlemmer for at sikre sig
Redebonhed fra disses Side til at imødekomme hans per
sonlige Ønsker, særlig paa det finansielle Omraade. Han
betonede nem lig overfor forskellige Politikere, at han
stadig fra mange Hold blev opfordret til at „hæve For
fatn ingen“. Dette vilde han dog ikke gøre, men til Gen
gæld ventede han en velvillig Holdning fra Rigsdagens
Side med Hensyn til sine Ønsker. Med Rette noterer
Folketingsmand Joh. Ghr. F ischer i sin Dagbog den 8.
Januar 1853: „Vi faa af Kongens Æ resfølelse Lov at
være, men vi sku lle beta le!“
Frederik VII skal endog engang have bedt Venstres
Fører A. F. Tscherning medvirke til at „tage Suveræni
teten igen tilbage“ ;7) men Kongens Statskupsplaner
6) „Andreas Frederik Kriegers Dagbøger 1848—1880“ I (1920),
S. 49; C. St. A. B ille i „H istorisk T idsskrift“ 6. Rk., IV (1892—94),
S. 399 Fodn.; General Scholler til Rosenørn, se „Løsrevne Blade af
Livsm inder“ (1888), S. 37, jfr. 42.
7) Fischers politisk e Dagbøger, 17/3 1854, III d, S. 90, R. A.