603 / 654
Statskup eller Abdikation?
5 9 3
nævnelse til Sjællands Biskop efter Mynsters Død i
1854 skal der senere vendes tilbage.
I afgørende politiske Spørgsmaal greb Kong Frederik
VII kun sjældnere ind. Vigtigst i saa Henseende blev
hans haardnakkede, men skæbnesvangre Vægring ved at
gaa ind paa Tanken om Slesvigs Deling — „Det skal ej
sk e!“ som han udtalte ved den store Tropperevy paa
Lerbæk Mark ved Vejle den 18. September 1848. Til
Ulykke for Danmark og Tyskland maatte Delingstanken,
den eneste rette og retfærdige Ordning af Sønderjyllands
Forhold, opgives paa Grund af Kongens Modstand; i
sit Fald rev den „Martsministeriet“ med sig.
I denne Forbindelse kan dog anføres, at det var Kon
gens afgjorte Ønske, at Slesvig By skulde straffes og
Flensborg belønnes for deres modsatte Holdning under
Oprøret. I Overensstemmelse hermed afløste hans Ynd-
lingsby Flensborg Slesvig som Hertugdømmets Hoved
stad.4)
Af mindre Betydning blev Frederik VII’s personlige
Indblanding i Arvefølgesagen — den barnløse Konges
stædige Krav om at faa ikke Prins Christian (IX ), men
dennes Søn (Frederik VIII) fastslaaet som Arvtager af
Danmarks Trone. Thi modsat ønskede den mægtige Zar
Nikolaj I (1825— 55) lige saa bestemt Prins Christian
selv til subsidiær Tronfølger, d.v.s. efter Kongens lige
ledes barnløse Farbroder Arveprins Ferdinand. Som be
kendt var den russiske Despot stærk nok til at paatvinge
Europa og dermed ogsaa Danmark og dets Konge sin
Vilje. Magtcentret laa endnu i Øst.
Bag Kulisserne øvede Frederik VII ogsaa megen poli
tisk Indflydelse ved den Ørsted’ske Regerings Fald i De
cember 1854 og Ministeriet Halls Afgang i November-
4)
Se f. Eks. Brev fra Kongen til Ministeren for Slesvig F. F.
T illisch 10. April 1851, T illisch’s Privatarkiv, D. I, Breve fra fyr
stelige Personer 1849—51, R. A.; „Frem“ 1927, S. 326.