605 / 654
Statskup eller Abdikation?
5 9 5
tisk tilkny tn ing til „Menigmandspartiet“ ; men Kongen
var, som han sagde til en Deputation, der bad ham nægte
Næringsloven af 29/
i
2 1857 sin Sanktion, konstitutionel
Konge. Derfor lovede han ved „Januarministeriet“ Bluh-
me’s Tiltrædelse 1852 at ville staa Last og Brast med det
og gav senere C. G. Andræ et lignende Tilsagn om Støtte,
ligesom han 1854 ved gentagne Lejligheder nægtede at
modtage Adresser, som udtalte Mistillid til Ministeriet
A. S. Ørsted. Ud fra samme Tankegang afviste han 1863
Landstingets Adresse om Rigets statsretlige Forhold.
Dog er Frederik VII af og til optraadt paa en Maade,
der ikke er forenelig med en konstitutionel Konges til
bagetrukne Holdning. Saaledes f. Eks., da han under
Valgkampen 1853 ligefrem anmodede de fynske Bønder
om at stemme paa de m inisterielle Kandidater —- en
politisk Partitagen, som kun er forstaaelig i et Forfat
ningslivs første Dage, — eller — omvendt — da han i
en Samtale med Rigsdagens Formænd den 16. Marts
1854 undergravede Ministeriet Ørsteds Stilling. Ikke
heller kan det forsvares, at han i sine sidste Aar (1861
— 63) oftere var tilgængelig for fremmed Indflydelse
(f. Eks. Scheele’s og Blixen Finecke’s) imod Regeringen.
At Kong Frederik ved enkelte Lejligheder har maattet
kæmpe mod reaktionære Anfægtelser, maa siges at være
overmaade menneskeligt. Det vilde snarere have været
mærkeligt, om Kongen aldrig i Mismod over den politi
ske Situation eller personlige Genvordigheder, forvoldt
ham af Regering og Rigsdag, skulde have ønsket sig
Enevælden tilbage.
Som ovenfor omtalt, var Frederik VII i Begyndelsen
af Juni 1849 i stærk Tvivl, om han overhovedet skulde
undertegne Grundloven. Han fandt Øjeblikket til dens
Stadfæstelse „mindre hensigtsmæssigt“ og frygtede
yderligere for, at den „indeholdt Bestemmelser, som ikke
vilde være til Gavn for Danmarks Rige“. Selv henstillede