604 / 654
5 9 4
Flemm ing Dahl
December 1859; men det vilde føre alt for langt her at
gaa ind paa Enkeltheder fra disse yderst bevægede Mini
sterkriser.
I Almindelighed ønskede Frederik at optræde som en
fuldt ud konstitutionel Konge, selv om det — bl. a. af
hans forhen omtalte interessante Samtale med Lehmann
den 4. Marts 1848 — klart fremgaar, hvor lidt han per
sonlig var med i Beslutningen om at opgive Enevolds
magten. Ogsaa i de bevægede Martsdage 1848 var Kon
gen, hvad man i Nutiden næppe er klar over, i stærk
Tvivl om, hvorvidt han skulde give efter for de køben
havnske Borgerlederes radikale Fordringer.5) Im idler
tid lagde han ikke senere Forarbejderne til Grundloven
nogen Hindringer i Vejen; men sikkert er det, at Kon
gen i Juni 1849 stod vaklende overfor, om han skulde
underskrive den nys vedtagne Grundlov eller ej.
En nærmere Redegørelse for Kong Frederiks Stilling
til de skiftende Ministerier og deres Politik vilde falde
uden for denne Redegørelses Rammer. Her skal kun
fremhæves, at Frederik VIFs Regeringstid kan inddeles
efter de fire Ministre, han efter hinanden skænkede sin
Tillid og overlod den egentlige Magt: C. E. Bardenfleth,
C. A. Bluhme, L. N. Scheele og C. C. Hall. D isse Mænds
Politik blev ogsaa Kongens, hvor grundforskellige deres
indbyrdes Anskuelser end var. Han bøjede sig uden væ
sentlig Modstand og fak tisk uden Forskel for B luhm e’s
H elstatsstyre som for Halls Ejderstandpunkt, selv om
han til Tider kunde nære visse Tvivl om Rigtigheden af
den førte Politik.
Nationalliberal var Frederik VII ikke, ejheller „Bon
deven“ i politisk Forstand, skønt Grevinde Danner og
Kammerherre Berling af personlige Grunde søgte po li
5)
I Bind II af min „Københavns Bystyre gennem 300 Aar“ vil
der
til sin Tid i Kapitlet om „Bystyrets Indflydelse paa R igspoli
tikken siden 1840“ blive frem lagt hidtil ukendte Beviser herfor.