609 / 654
Statskup eller Abdikation?
5 9 9
igen. Allerede i Martsdagene (21.—22. Marts 1848) var
han i sin Fortvivlelse over Situationen tilbøjelig til at
træde tilbage fra Regeringen, og lignende Tanker op
fyldte ham i Kampaaret 1854. Ogsaa under Ministerkri
serne i September—Oktober 1856 og April 1857 er der
oftere Tale om Frederik VIFs Tronfrasigelse. Længst
nede har Kongen dog været i Foraaret 1854, da han i
Anledning af Striden om Martensens Udnævnelse et Ø je
blik fak tisk havde abdiceret til Fordel for sin Onkel
Arveprins Ferdinand. Snart efter kaldte han dog Abdi
kationen tilbage. De nærmere Omstændigheder ved den
ne — unægtelig noget tragikomiske — Episode er fø l
gende.12)
Sidst i Januar 1854 døde den danske Kirkes Primas,
Sjællands Biskop J. P. Mynster, kirkeligt den aandelige
Fader til Kirkeligt Centrums Meninger og Mænd, poli
tisk højkonservativ. Om den ledige Bispestol, hvis Be
tydning ikke m indst i en politisk Kamptid af sjælden
Haardhed — i hvert Fald maalt med
Datidens
Alen —
laa lige for, opstod nu en forbitret tre Maaneder lang
Strid. Her stod paa den ene Side Ministeriet A. S. Ør
sted, der indstillede Professor H. L. Martensen, Myn
sters nære Aandsfrænde, til Udnævnelse, paa den an
den den nationalliberale Opposition og selve Kongen,
som sam lede sig om Professor H. N. Clausen. I Frederik
VII’s Øjne var Martensen, der gentagende havde viist
Forstaaelse ogsaa for tyske Synsmaader, en „notorisk
Slesvig-Holstener“, en „upaalidelig Mand“, som Kongen
ikke vilde taale. Derimod maa det staa hen, om han vir
kelig, hvad hans Uven A. F. Krieger fortæller i sine Dag
bøger (I, S. 206), skulde have faaet den gen ialt-sinds-
12)
Jfr. herom H. L. Martensen: „Af mit Levnet“ III (1883),
S. 1— 4, Krieger I, S. 206, E. Bodenhoff: „Kongesorger“ (1913),
S. 81 f., N. Neergaard: „Under Junigrundloven“ I (1892), S. 884,
A. F. Tscherning: „Efterladte Papirer“ III (1878), S. 150 51.