602 / 654
5 9 2
Flemm ing Dahl
Død sent paa Aftenen den 20. Januar 1848, indledede
den nye Konge da ogsaa med en Tale, i hvilken han ind
rømmede, at hans Begavelse ikke kunde staa Maal med
hans afdøde Faders. I denne Selverkendelse havde Fre
derik VII sagt Sandheden.
Ganske v isst var Kongen ikke noget daarligt Hoved.
Han ramte i sine Udtalelser ikke sjæ ldent det rette og
formaaede ogsaa at sætte sig helt godt ind i de løbende
Sager, men egentlige Statsmandsævner besad han dog
ikke. Dette Forhold, i Forbindelse med hans Mangel paa
V iljestyrke, maatte virke i samme Retning som hans
passiv t-flegm a tiske Temperament. Han gjorde kun und
tagelsesvis Forsøg paa at sætte sin Vilje igennem — han
vidste jo ogsaa, at det næsten aldrig lykkedes ham at
gøre det! Der var ikke saa lidt Sandhed i C. G. Andræ’s
skaanselsløse Spot: „Hvad Kongen vil, er det ligegyld ig
ste i Verden!“2) Frederik VII trak sig som Regel tilbage,
naar han mødte Modstand.
Engang imellem har Kongen dog søgt at gribe ind i
Statsstyrelsen. Men naar han gjorde dette, var det som
oftest „i forholdsvis underordnede Spørgsmaal af per
sonlig Natur“.3) Der tænkes her ikke saa meget paa de
til Tider opsigtvækkende Ordensuddelinger, Kongen
kunde foretage, som da han f. Eks. paa egen Haand ud
nævnte sin Gemalindes tidligere Elsker Carl Berling til
Storkors af Dannebrog. Der sigtes derimod til hans For
hold til forskellige Embedsudnævnelser, f. Eks. til hans
Krav om at faa Højesteretsadvokat C. E. Rotw itt til
Amtmand i Frederiksborg — altsaa i Kongens um iddel
bare Nærhed — , en Fordring, det trods F inansm in ister
Andræ’s Protest lykkedes ham at faa ført igennem 1855.
Til hans forbitrede Modstand mod H. L. Martensens Ud
2
) „Geheimeraadinde Andræs politiske Dagbøger“ III (1920), S.
25 ff., 46, 157.
3) D. R. H. VI b, S. 163.