599 / 654
STATSKUP ELLER ABDIKATION?
ET BIDRAG TIL FREDERIK VIFs HISTORIE
OG KARAKTERISTIK.
Af FLEMMING DAHL.
D
et var ikke blot i Angst for det store Ansvar, der
med Kongepurpuret var blevet lagt paa Frederik
VIFs Skuldre, at han efter sin Fader Christian VIIFs
Død den 20. Januar 1848 afæskede Geheimestatsraadet
en Betænkning
0111
, hvorvidt visse Klasser af Sager ikke
helt kunde unddrages ham og afgøres af Statsraadet
alene, under Forsæde af en Minister. Bag denne Optræ
den laa i lige saa høj Grad hans medfødte Ladhed og
Indolens, som han ikke gjorde noget alvorligt for at be
kæmpe. Kongen ønskede utvivlsomt fra første Færd at
give sig saa lidt af med Styrelsen som muligt. I denne
Retning peger hans Ytring til Orla Lehmann ved en P ri
vataudiens den 4. Marts 1848, „at naar vi først havde
Konstitutionen, saa fik vi jo ansvarlige Ministre; for
dem kunde det jo blive surt nok, men baade vi og han
fik saa mere Frihed“.1)
Med Basis i en udførlig utrykt A fhandling med fuldstændige
K ildehenvisninger om Frederik VII og hans Kreds (1921) offen t
liggjorde jeg 15. Juni 1927 i „Frem“ Nr. 37, S. 321—28, en mere
populær Skildring af Kongen. Ogsaa nærværende Artikel bygger
paa den utrykte Afhandling, men der er taget Hensyn til, hvad
senere er fremkommet om samme Æmne.
!) „Af Orla Lehmanns Papirer“ (1903), S. 105.
39