600 / 654
5 9 0
Flemm ing Dahl
Denne Udtalelse falder godt i Traad med hans, den
22. Marts s. A. fremsatte, Bebudelse af, at han derefter
kun vilde give Møde i Statsraadet efter Indbydelse af
dettes Præsident. Frederik VII vilde under hele sin Re
geringstid (20. Januar 1848— 15. November 1863) til
daglig først og fremmest have Fred. Derfor foretrak han
sit Otium med dets sysselsatte Lediggang — Fiskeri,
Jagt, Selskabelighed o. lign. — paa sine Slotte fremfor
Opholdet paa Christiansborg i Regeringens Midte. Og
derfor var han, der i Almindelighed var let at vinde, som
Regel tilbøjelig til at rette sig efter de Kræfter, der i det
givne Øjeblik stod stærkest og snarest truede med at
forstyrre hans Cirkler. Fred, Rolighed vilde han „have
til det sidste“.
Dette Forhold blev i høj Grad bestemmende for Frede
rik VII’s Stilling til de skiftende Ministres Politik . Da
C. A. B luhm e’s Helstatsprogram, saaledes som det frem-
traadte i Kundgørelsen af 28. Januar 1852 om Nyordn in
gen af det danske Monarki, syntes mest egnet til at h id
føre et godt Forhold til de konservative Stormagter
Prøjsen, Østrig og Rusland, der dengang spillede Før
steviolinerne i den europæiske Koncert, fulgte Kongen
det.
Men da Bevægelsen imod Helstatspolitikken her
hjemme senerehen blev voldsommere og voldsommere,
maatte han for at faa Fred indadtil støtte sig til C. C.
Halls Folkeyndest og slutte sig til den nationalliberale
Politik.
Naar Kong Frederik ikke til daglig følte nogen særlig
Trang til at gribe ind i Regeringens Førelse, har det uden
Tvivl ogsaa staaet i Forbindelse med Kongens egen
Følelse af, at han ikke havde Ævner søm Statsmand.
Allerede fra 1841 havde han været Medlem af Geheime-
statsraadet, men han havde ikke formaaet at gøre sig
gældende i denne Forsam ling. I det uhyggelige Stats-
raadsmøde, der holdtes umiddelbart efter Christian VIIFs