126 / 269
GYNG ER
1 1 3
end de have hørt Klokken ti Gange ringe og deres
Pung er tom.“ Gyngerne havde i Begyndelsen et
daarligt Ry, fordi det skortede dem paa Soliditet, og
en Mand slog paa i 1803, at „denne flove Fornøj
e lse “ maatte blive rent forbudt i Fremtiden for at
forebygge Ulykker. Han havde været Vidne til, at
det en Aften i Lassens Have paa Vesterbro gik
galt; alle slap de dog skikkelig godt derfra „paa et
Pigebarn nær, som fik krampagtige Bevægelser, da
Gyngen knak“. Men i 1805 skete der en virkelig
U lykke: en Dreng fik Hovedet knust i en Gynge
paa Vesterbro.
De faste Forlystelser paa Vesterbro nød ganske
vist Forrangen, men de var snart talte; det var de
ambulante Kunstnere, som kun slog sig ned for en
kort Stund, der gav Broen det stadig vekslende
Fysiognomi. Man kan vælge et enkelt Aar fra den
— for Vesterbro som for Dyrehaven — glimrende
Periode før Bombardementet, 1806 f. Eks., og se,
hvad det havde at byde paa.
Nærmest Byen var det første til Glæden indviede
Sted, man traf paa, en offentlig Dansesal, afpasset
efter Haandværkssvendes og Tjenestepigers Behov,
og bagved en Have med Gynge, hvor man, under
Pibers og Trommers Lyd, svingedes omkring. Eta
blissementet, der aabenbart var identisk med det
senere „Peters Haab“ og „Ægypten“, var allerede
den Gang stærkt søgt. Nogle Skridt videre stødte
man paa et Vokskabinet, der konkurrerede med en
„Stenæder“, som havde taget Stade lidt længere ude,
Offentlige Forlystelser i Fred. VI’s Tid. Il
8