![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0209.jpg)
OFFENTL IGT MASKEBAL
S
y d e n s
Karneval har aldrig rigtig kunnet fæste Rod
i de nordiske Landes Jord. Nordboens Gemyt
har kun et Smil tilovers for Gadens Lystighed og
de brogede Optog, hans Blod er køligt, han rives
ikke med. Vore nærmeste Forfædre røber endda
mindre Evne til at begejstres over Liv og Farver
end Menneskene i en fjernere Fortid; den barnlige
Naivetet har her maattet ligge under for den sejrende
Kultur. I det syttende Aarhundrede brugte Bønderne
endnu uforment deres gamle Fastelavnsskikke. Man
valgte sig „Gadebasser“ og „Gadelam“, halvnøgne
Piger løb om Kap med Karlene, man jog en Hane
træt; formummet drog man omkring paa Gaardene,
aad, drak og gjorde sig til Gode. Og i Hovedstaden
flyttede Lavene ved Fastelavnstider under stort Op
tog deres Skilte og Husguder til nye Kroer. Det var
i Virkeligheden et Slags nordisk Karneval.
Men snart begyndte man fra højere Steder at lægge
Baand paa denne Lystighed. De ældgamle Folke-
skikke kunde ikke mere forliges med de stigende
Fordringer til Moral og god Tone, maaske var Me
nigmand ogsaa under Lystighedens Maske i for høj
en Grad begyndt at gaa Udydens og Lovløshedens