215 / 269
202
OFFENTLIGT MASKEBAL
høje og lave, maa i disse første Aar af Aarhundre-
det have haft en glubende Appetit paa Livet, og Ma
skeballerne har aabenbart været anset for en sublim
Form for Livsnydelse. „Iblandt de Forlystelser,“ skrev
Kancelliet 1803, „som med Begærlighed attraas, har
Maskerader i de senere Tider, enten for deres Ny
hed eller fordi de i flere Henseender bidrage til
Morskab, været Genstand for manges Ønsker.“
Gott
fried Rau,
der havde Auberge og Vinhandel i sin
Gaard paa Kongens Nytorv (det senere Hotel d’Ang-
leterre) vilde gerne imødekomme Publikum og an
drog 1803 om at maatte holde offentlige Maskerader
hver Vinter. Autoriteterne stillede sig ikke uvilligt,
men havde visse Betænkeligheder. Fik Maskeballerne
frit Spillerum, vilde de snart blive indført i alle Kæl
dere og berygtede Huse, og Komplotter af Tyve,
Falskspillere og andre Spitsbuber kunde husere un
der Maskens Skjul. Staden savnede ingenlunde den
Slags Godtfolk, end ikke de særlige Arter, der for
nemmelig gror frem som Udvækster paa de moderne
Kultursamfund. Til de farligste hørte „Damemæg-
lerne“, der stiftede ømme Forbindelser. „Russetræk
ke rne“ var mere uskadelige, skønt de minder om
den Slags Eksistenser, der nu om Stunder benævnes
Bondefangere; deres Forretning var (som Rahbek
siger) „at anvise og anføre alle nykomne i Hoved
staden“, navnlig Provinsboere. Maskeraderne kunde
i givet Tilfælde blive en ideel Operationsbasis for
den Art Medborgere. Man øjnede Faren og søgte at
undgaa den ved at træffe den Bestemmelse, at Til