171 / 269
121
stræbt — jeg tror ikke uden Held — at gjendrive de
Klager, man daglig læser og hører over vore kirke*
lige Indretninger, og at vise det Ubetænkte i de
mange Ønsker, der fremføres om en Grundforan*
dring i vore Kirkelove. Jeg har især med Omhue søgt
at forsvare den Eed, der, efter vore Love, fordres af
Præsterne. Det er en meget forskruet Forestilling, at
denne Eed indeholder en utaalelig og uchristelig
Samvittighedstvang.
Denne Forestilling tjener ofte
til Paaskud for
Samvittighedsløshed,
idet man me*
ner, at en saa naturlig Eed ikke kan forbinde. Den
giver derfor Zeloterne Stof til bittre Klager over en
Regjering, der er langt fra at holde over Eeden
i hin
Betydning.
Der er idelig, i offentlige Skrifter, blevet
opfordret til en Forandring og nærmere Bestem*
melse af Præsteeeden; jeg har modtaget flere private
Opfordringer i saa Henseende, og det af de rede*
ligste og meest christelig sindede Gejstlige, som fandt
deres Samvittigheder besværede. Fuldkommen over*
beviist om det Betænkelige i et officielt Skridt i saa
Henseende har jeg, til disses og fleres Beroligelse,
afgivet min private Mening, der, som Deres Excel*
lence har læst, gaaer ud paa, at
der aldeles ingen
Trang existerer til at gjøre nogen Forandring i Eeden.
Langt fra, at denne skulde indeholde en uværdig og
fordærvelig Samvittighedstvang, finder jeg, at de,
der have udkastet Eeden, have
med en Viisdom, der
har sin Rod i deres Retsindighed,
valgt
saa heldige
Udtryk,
at der bevares al ønskelig christelig Sam*
vittighedsfrihed. Men jeg har ikke blot viist, at
Eedens klare Bogstav
hjemler den Forklaring jeg,
gaaende heri i de meest anseete og rettroende Theo*
logers Spor, tillægger samme, jeg har tillige, som jeg
før har, anført uomstødelige Grunde for, at
Udtryk
*
kene just med Flid ere valgte
saaledes, at de ikke