FrederikVIOgASØrsted

125

gandske med mine, at den maatte allerunderdanigst

vorde Deres Majestet forelagt saa vil jeg ikke op#

sætte Udførelsen.

at yttre Meening om hver enkelt Periode af dette

Forsvars Skrift drister jeg mig ikke til. Jeg troer at

burde alleene indskrænke mig til nogle generelle Be#

mærkninger.

Ingen er meere fuldkommen overbeviist end jeg,

derom, at sand Iver for Sandhed og Ret, Kiærlighed

for Konge og Fødeland leeder Etats Raad Ørsted ved

hvert af hans Skridt, desto meere smerter det mig, at

han ikke har handlet med meere Betænksomhed ved

at udarbejde og ved Trykken udgive det Skrift hvor#

om her handles.

at det er Tiid at sætte en Grændse for dets viidere

Udbreedelse, det lærer Etats Raaden Selv i det han

erklærer: at have modtaget Opfordringer til, ved

særskildte Aftryk, at bringe det i fleeres Hænder.

Her handles altsaa om intet mindre end at substi#

tuere Etats Raadens Meeninger og Lære Sætninger

det Religions System og den Lære, som Lands Kon#

gen har erklæret for Landets eeneste Religion, og

som Dannemarks Konger i Aarhundreder har tilsagt

Beskyttelse. Her handles end viidere om at giøre den

Lære giældende at ikke Lovens Ord, men, enkelt

Mands Meeninger og Udtydninger, bestemmer

Grændsen for den Eed den geistlige Embedsmand

har at aflægge.

Opdager General Procureuren, som tillige er Med#

lem af Deres Majestets øverste Justits og første

geistlige Collegium, at der hærsker Giæring i de kir#

kelige Begreber, at der gives derved Zeloterne Stof

til bittre Klager over Regieringen — saa maatte han

kiende sin Pligt, at andrage saadant for Kongen og

for det Collegium, hvoraf han er Medlem — Flan har