FrederikVIOgASØrsted

172

den Samtale, jeg kort efter havde den Ære at have

med Dem, atter om hiint Alternativ. Dette bragte

mig til at nævne det da ledig bievne Justitiarat som

et Embede, der kunde convenere mig, hvis H. M.

ikke ønskede at beholde mig i mit nuværende Em*

bede, men jeg yttrede ingenlunde, at jeg foretrak

denne vist nok yderst ubehagelige Embedsforandring

for en Indskrænkning i min literære Virksomhed; og

af Deres Excellences Yttringer havde jeg heller ikke

ventet, at De saaledes havde optaget mine Udladeiser.

Da jeg nu dog seenere fandt Anledning til at for*

mode, skjøndt maaskee aldeles urigtigt, at Deres

Excellence saaledes havde opfattet dem, saa bestemte

dette mig til, ved hiint Skridt at søge, om mueligt,

at forebygge en paa Misforstaaelse grundet Beslut*

ning. Jeg maa hermed forbinde den oprigtige Til*

staaelse, at denne hele Sag har bragt mig i Vilde*

rede med Hensyn paa Deres Excellences Sindelag

imod mig. Jeg levede forhen i den faste Overbeviis*

ning, at jeg i Deres Excellence havde en Velynder

og Beskytter, der baade erkjendte mine redelige

Bestræbelser som Embedsmand, og havde personlig

Godhed for mig. Men under denne Sag er det stund*

om faldet mig ind, at Deres Excellence ønskede mig

ud af Cancelliet, jeg har vel hverken kunnet fuld*

komment troe eller begribe det, men Tvivl er dog

idelig opstaaet hos mig. Der skal intet være mig

kjærere end om min Tvivl er ugrundet, og jeg skal

da, med Fornøielse, erkjende det, ligesom Deres Ex*

cellence vist og er saa billig, at De vil kunne tilgive,

at jeg, under de saa uventede Krænkelser og Ube*

hageligheder, jeg har maattet udstaae i denne Tid, ei

ret har kunnet vide, hvad jeg skulde troe.

Her har Deres Excellence min aabne Erklæring

om Anledningen til hiint Brev, der fik en saa uforud*