FrederikVIOgASØrsted

194

han iøvrigt aldeles maatte afholde sig fra enhver

Lære, som

stred

imod de symboliske Bøgers Ind*

hold; ligesom han og, for med god Samvittighed at

sværge Eeden, maatte finde sig overbeviist om de

Sætninger, han paatog sig at forkynde, men ikke be*

høvede en lige Overbeviisning med Hensyn til de

dogmatiske Forestillingsmaader, som ligge uden for

Kredsen af det, han havde at foredrage sin Menig*

hed. Det var saaledes min nærmeste Hensigt med

min Afhandling, paa en indirecte Maade, at retfær*

diggjøre det approberede Hyrdebrev, og tillige at

hævde de symboliske Bøger al den Myndighed og

værnende Kraft, som de kunde beholde uden at kom*

me i den aabenbareste Strid med Samvittigheds*

friheden og Tidsalderens Oplysning.

Jeg havde maaskee allersnarest kunnet gjøre Ende

paa de Ubehageligheder, som jeg da maatte lide,

dersom jeg havde udviklet den Stilling, hvori Sagen

var kommen ved Hyrdebrevet og den Anvendelse,

der var blevet gjort af .isamme. Men, under den

Stemning, som den Tid syntes at vise sig, frygtede

jeg for, at Andre derved kunde blive indviklet i de

Ubehageligheder, som concentrerede sig over mig*),

og det var ganske imod mine Følelser, dertil at give

Anledning. Nu veed jeg meget vel, at der ingen An*

ledning er til saadan Frygt.

Den Indskrænkning jeg er blevet underkastet, turde

ikke være uskadelig for det offentlige. Det har maa*

skee ikke gjort liden Skade, at den nyere Tids Rets*

videnskab (hos Romerne var det ganske anderledes)

saa godt som udelukkende har været i blotte Theore*

tikeres Hænder, hvis Bekjendtskab med de Forhold,

som Videnskaben har at behandle, ikke let faaer den

*) Professor P. D. C. Paulsen og Biskopperne, jfr.

Troels=Lund:

Bakkehus og Solbjerg I S.

172

—