7 / 133
D
e Følelser, hvormed de efterlevende steder deres afdøde til Jor
den, har vel overalt og til alle Tider været de samme: Følelsen
“
O
af Sorg og Savn, for nogles Vedkommende mildnet ved Haabet eller
Forvisningen om, at Adskillelsen ikke er evig. Ved Gravlægningens
højtidelige Form har man søgt at give Udtryk for sin Opfattelse af Li
vets og Dødens Betydning; og enkelte af de Begravelsesskikke, som
derved er opstaaede, har bundet saa dybt i det menneskelige Sind, al
de har overlevet Aartusinder. I Stenalderens Gravhøje hviler vore For-
fædre, som alle Slægterne efter dem, med Øjet vendt imod Morgenens
Gry. Og saaledes gravlægges endnu de døde paa enhver Kirkegaard
i Danmark: i Retning med Solens Bane, med Fødderne mod Øst og
Hovedet mod Vest. De Mindeord og Trøsteord, som tales ved Graven,
har vel ogsaa altid haft omtrent samme Indhold og Hensigt: og Sørge
festen for den døde — Arveøl eller Sjæleøl, som den kaldtes her i
Norden —er ligeledes fællesmenneskelig og urgammel.
Men de mere overfladiske Skikke og Ceremonier har skiftet stærkt
i Tidernes Løb. Livsanskuelserne har ændret sig og Beligionerne af
løst hverandre, Moden har her som allevegne gjort Menneskene til
sin Slave, og Forfængelighed og Pralesyge har ved Begravelsescere
moniellet fejret store Triumfer. Det er Omskiftelserne i delle ydre
Apparat og de københavnske Begravelsespladsers Historie, vi i det
følgende skulde dvæle ved.