91 / 248
Et Leve for den store noble Kvinde —!
1898
Edith.
Sensation efter Premieren paa
„Vølund Smed“ i Det kgl. Teater.
Drachmann h y ld e r sin D ig tn in g s Muse: E d ith !
14.
Marts.
I A ftes op førtes D r a c h m a n n s Melodrama
» V ø l u n d S m e d « for første Gang. T ea tret var
forlæ ngst ud so lg t, m ange havde b etalt indtil 40 Kr.
i Overpris.
Et Efterspil i Parkettet.
E fter Tæ ppets Fald for sid ste A k t b lev der klap
pet i flere M inutter. Man vild e se D igteren . D rach
mann v iste sig da i første Park et og m od tog hele
App lavsen. Derpaa vinkede han til T avsh ed og
hold t følgende T a le:
—
E t L e v e fo r den d an sk e S ku e p la d s! E t
L e v e for d e t Sprog, d e r h a r s k a b t d is s e skønn e
Toner! E t L e v e for den store, noble K v in d e ,
d e r ha r in sp ir e re t m ig til d e tte D ig te rvæ rk ! Tak!
D er lød b egejstrede Hurraraab, m en der var og-
saa m ange, som paafaldende hurtigt forlod T eatret.
En Storm af Indignation!
16. Marts.
H ar N og en tv iv le t om , at Drachmann over
rumplede det fornem ste Prem iere-Pub likum , Byen
kan stille paa B enene, saa er hans T v iv l forstum
m et, da han saa B ladenes b etæ nk elige M andags
m iner, da han ly tted e til den S torm af F orb lø ffelse
og Ind ignation , der i d isse D ag e b læ ser fra H u s
til H u s i K on gen s kære K jøbenhavn.
D et var da heller ikke Sm aating, H o lg er D rach
mann gjorde. In g en uden han havde v o v e t det,
In g en kunnet gøre det. A ld rig før har den danske
Snærpethed faaet et saadant S lag i A n sig te t m idt
i sin faste Borg, aldrig før har det danske Grin
sét en saadan Udæ skn ing.
O g m en s Sladderen koger, v il D rachm ann s L eve
være h elt u forglemm elig t for m ange af dem , der
hørte det, og Sagn et om det vil gaa lan g t og læ nge
over Landet.
Som han stod dér, var han et S tykke R enæ ssance.
V i vid ste ikke, om han er en farende Svend, der
lever sit forunderlige, brogede Æ v en ty rliv alene i
en nøgtern T idsalder. E ller om han er en Kæmpe,
der kan dreje T id en s H jul.
Men vi saa, at han var stor og smuk.
Carl Evrald.
Efterskrift.
Drachmann
h a r senere fortalt om sin Sindsstemning
denne Aften. Som altid, n aa r han h a r Prem ière, over
værede h an heller ikke Førsteopførelsen af »Vølund
Smed«, men spadserede ud paa Christianshavns Vold,
fyldt af Tanker og Drømme og Længsler, der kredsede
om Edith. Det v ar knapt et Aar siden, deres Veje
skiltes — for bestandig. Saa blev han omsider træ t,
satte sig ind paa
en lille Bevært
ning derude og
tændte sin Pibe.
Der var ingen
Gæster. Men ind
ad Døren kom en
lille fattig Pige,
der gik ru n d t og
falbød noget — et
lille Barn med
blaa Øjne og lyst
Haar.
D rach
mann tog Barnet
op paa sit Knæ
og smaasnakkede
med det.
—Hvad hedder
du? spurgte han.
— Jeg hedder
Edith,
svarede
hun.
Han klemte den
lille Pige i sine
Arme, saa hun
blev helt angst
— stormede ud
af Døren og hen
i Det kgl. Teater,
hvor Stykket net
op v ar forbi —
med Ediths Navn
i H jertet, Ediths
Navn paa Læber
ne — og raabte
det ud over Folk.
Drachmann.
88