191 / 274
senius, der kom til Teatret saa tidligt som i
1879
, ganske vist
efter at Bournonville var gaaet af, men medens hans egne Ind
studeringer endnu brugtes og hans Elever virkede som Lærere.
Fru Borchsenius, der efter sin Afgang som Solodanserinde som
Lærerinde har været knyttet til Balletten, er her Bournonville-
Traditionens stilsikre og pietetsfulde Vogterske, og sammen med
Balletmester Lander gør hun et meget fortjenstfuldt Arbejde for
at redde saa stor en Del af den gamle Balletdigters Værker fra
Glemselen som overhovedet mulig. Hvert eneste Trin, hver eneste
Bevægelse i dem fæstnes til Papiret, hvor de for al Fremtid vil
leve videre — som Skuespillet i den trykte Bog og Operaen paa
Nodebladet.
Smukke Traditioner kan Balletten se tilbage paa, og de præger
dens Virke, trods Udvikling og moderne Paavirkning, den Dag
i Dag. Med Stolthed kan den vise hen til, hvad disse Traditioner
har betydet, og ikke blot for den selv og dens Repertoire, men
ogsaa for Teatret og dets Arbejde i Almindelighed. Kunstartens
Udøvere knyttes paa en ganske særlig Maade til det gamle Hus;
den Stemning, der er det kongelige Teater egen, gaar dem i Blo
det fra deres første Aar, og derved bliver de, tidligere og stærkere
end andre, fortrolige med Scenen og dens Virkemidler. Det er
kun naturligt, at ikke faa af dem i Tidens Løb er gaaet over til
Skuespillet, som fra Balletten har modtaget en hel Række af sine
største og mest berømte Kunstnere: Fr. Schwarz, Johanne Luise
Heiberg, Phister, Camilla Hilmer, Betty Hennings, Josephine
Eckardt og Clara Pontoppidan, for blot at nævne nogle.
Det giver det daglige, uhyre krævende Arbejde ved Balletten
et dybt Perspektiv, at det er store og stolte Traditioner, der vogtes,
og dette i Forbindelse med den Energi, der udfoldes og med den
Kærlighed til Opgaven, som hver enkelt Balletkunstner er og ogsaa
maa være besjælet af, giver tilsammen det straalende Resultat,
som ikke mindst i de sidste Aar har præget Ballettens Indsats
i Repertoiret. Sin fornemste Opgave: at vække Glæde og at skabe
Fest og Skønhed, har den trods alle Fremskridt løst helt i sin
gamle Mesters Aand, og hans »koreografiske Trosbekendelse«, at
det skønne beholder stedse Nyhedens Friskhed, svæver den Dag
i Dag over dens Arbejde som dens øverste Grundlov.