der nogensinde er blevet grædt over Voltaires mest rørende T ra
gedie.«
Efter at have udmalet, hvor gribende den skønne Scene virkede,
i hvilken alle inde paa Stranden løber frem og tilbage og hjælper
til med Foranstaltningerne til at redde Skipperen, der ses klam
rende sig til Masten i det fjerne, slutter Brevskriverinden saa-
ledes: »Men det mest rørende var dog det, at Parterret, der idelig
gav Skuespillerne sit B ifald til Kende, alle som én rejste sig op
og vendte sig om mod F iskerne i Logerne, klappede i Hænderne
og raabte: Længe leve Fiskerne.« Forestillingen blev en historisk
Begivenhed ikke m indst derved, at det h in Aften var første Gang,
vor Nationalsang: »Kong Christian«s stolte Ord klang gennem det
kgl. Teaters Rum.
Det var ogsaa i Anledning a f Kong Christian den Syvendes
Fødselsdag, at den indkaldte sachsiske Kapelmester J. G. Nau-
mann, som Slutsten paa sin store Reform af vort kongelige Kapel,
i Januar 1786 for første Gang opførte sin Opera: Orfeus og
Eurydike paa det kgl. Teater. Opførelsen, fra hvilken man nu
regner den danske Operas egentlige Grundlæggelse, blev en stor
Begivenhed, og dens Held markeredes i det ydre ved en Række
kostbare kongelige Gaver til de optrædende og til Komponisten.
Omtrent ved denne T id optog man paa Teatret den Skik at
hylde Kongen paa særlig pompøs Maade, naar han ved Festfore
stillingen i Anledning a f sin Fødselsdag traadte ind i Kongelogen.
Man gjorde det med K lange, for hvilke der var ældgammel T rad i
tion ved det danske Hof: Trompeters og Paukers; disse Instru
menter indgik endnu ikke fast i det kgl. Kapel, og for at faa blæst
denne »Intrada« saa væ rd igt og med saa megen Applomb som
mulig tilkaldte man tre Trompetere og en Pauker fra Garden til
Hest. Aar efter Aar kvitterer de brave Militære for denne Ydelse:
»Paa Høyvelbaarne Hr. Cammerherre von Warnstedts Forlan
gende haver vi havt Opvartning i vores Garde Oniform paa det
danske Comedie Huus, I Anledning af Hans kongl. Mayest.s høye
Fødsels-Dag, med 3 Trompetter og Paucker«. Straalende festligt
klang denne tonende H ilsen til Kongen, der iøvrigt gentoges fra
Orkestergraven, naar han forlod Teatret, og helt ind i det 19. Aar-
hundrede fortsattes Traditionen med Fanfareblæsningen i Teatret
71




