DetKongeligeTeater

Afelg< £an$

Raj#<tti aHcrnaabtafe Sfcffripf, af

bcnitt SJaaneb, til bet føngdigi banffcEantcHie, fnnb-

gjere^bervcb:

„at ben »tb ^iacat af

bt Stctmb«

1819

f #

fatte Xibr-frøøri bct, efter gorcftiltingernc paa bct

føngdige Sbeatcr, tiUgbebat pttrc fin Stening øm

ØfuefpiUct, herefter beftemmep til femStimiter,

efter bvté Sødet enhver'Ipbdig Stcmngbuttring

bliver efter 2(nørbnittgcriu at bcbanble fømforfat-

lig gørftnrrelfe af benpaabubne SMigbcb øg

£)t--

ben, og vil be femStinnterbgorleb vorbe tilfjcn-

begivet vtb et fra Sbcatret trenbt ©ange gienta-

gct ©lag paa tn ©øngøn."

miniscens fra de aller-

ældste Teatre, i hvilke

man som nævnt ogsaa

kendte Tilskuernes Til

stedeværelse paa Sce

nen. Forholdet, der op

rindelig vel hvilede paa

Maskinmesterens

Skuespillernes stiltien

de Adkomst til at med

tage Venner og Be

kendte paa Teatret, hlev

D ire k tio n s-P lak a k t fra

1823

om M enings-

efterhaanden saa

v id t

y trin g e rn e i T e a tre t (O rig. tiih. Forf.).

legaliseret, at der, som

Skildringer i: Fra det gamle Kongens København, indførtes et

Billetsystem og ansattes en Kontrollør ogsaa for disse Pladser. Til

skuerne paa Teaterloftet anbragtes paa Løbebroerne mellem Ma

skineriets forskellige Dele, og Adgangen dertil skete ad halsbræk

kende, sparsomt oplyste Stiger og Trapper. De Besøgende var

jævne Folk af alle Aldersklasser, som herfra saa Komedien paa

deres egen Maade — høre var der ikke Tale om — og betragtede

Livet bag Kulisserne, hvor Kunstnerne i Mellemakterne færdedes

med Venner og Bekendte samt Officerer og Hoffolk, der ønskede

at gøre snart denne, snart hin Sangerindes eller Danserindes Be

kendtskab.

Besøget paa Teaterloftet, som bl. a. ogsaa H. C. Andersen har

skildret, i sit Eventyr: Moster, faldt bort i 1820erne, væsentligst

fordi det udartede. Tilskuerne deroppe under Sofitterne kunde

ikke forholde sig roligt, skændtes højrøstet og kastede Madpapir,

Nøddeskaller, ja endog Flasker, ned paa Scenen, medens der spil

ledes. Paa samme Tid udstedtes iøvrigt en hel Række Reglemen

ter, der bragte mere ordnede Tilstande til Veje paa begge Sider af

Rampen: paa Scenen maatte i Fremtiden ingen uvedkommende

opholde sig, og der fastsattes nøje Regler for, hvor længe Menings

tilkendegivelser fra Tilskuerpladsen maatte vare, før de standse

des ved Regissørens Gongong; denne skulde absolut adlydes.

Davidsen beretter i sine