DetKongeligeTeater

T ID EN S STEMN INGER S P E JL E R SIG

Ved Aarhundredskiftet begyndte nationale og nordiske Stem

ninger at stige frem; Galeottis pantom im iske Sørgespil med Sange,

»Lagertha«, over et Regnar Lodbrog-Motiv, til prægtig Mnsik af

den danske Komponist Claus Schall, var et a f de første Eksempler

herpaa; senere oplevede Teatret jo store A ftener af samme K a ra k

ter, da Oehlenschlågers Mesterværker saa Lyset. Med det 18. Aar-

hundredes Slutn ing svandt de idylliske T ilstande i Landet bort,

og K rig og Ufredstider, senere ogsaa økonom iske Kriser, rykkede

frem. Ogsaa dette afspejlede sig naturligvis i L ivet paa Teatret,

hvor det, da Faren truede Landet, ikke var ualm indeligt, at Stem

ningen gav sig Udslag i A fsyngelsen a f Fædrelandssange paa

Tilskuerpladsen. I Ap ril 1801 stod Skuespilhuset lukket — Fo re

stillingerne var blevet suspenderet i Slutningen a f Marts paa

Grund a f den truende K rigsfare — men siden m indedes man

paa dets Scene ofte »Danmarks Hædersdag« den 2. April, bl. a.

ved forskellige Arrangementer til Indtægt for Saarede og Faldnes

E fterladte. Det samme var T ilfæ ldet efter Københavns Bombarde

ment — ogsaa i T iden omkring denne skelsættende Begivenhed

var Skuepladsen naturligvis lukket — og nu var Velgørenheds

forestillingerne en Aarrække ganske særlig knyttet til kgl. Skue

spiller H. C. Knudsens Navn. Den afholdte Kunstner og varm

hjertede Mand kom til at staa Teatrets Pub likum — og vide Kredse

hele Landet over — meget nær gennem sine Deklamationer og

Underholdninger i veldædigt Øjemed, og hans Virksomhfed, der

gjorde ham til noget nær en national Skikkelse, indbragte den

efter hine Tiders Forhold meget anselige Sum af omkring en

kvart M illion R igsdaler til de i Krigen Saarede og Faldnes E fte r

ladte i Danm ark og Norge.

P aa Teatrets T ilskuerplads herskede ved Aarhundredets Begyn

delse en helt anden Stemning og helt andre Skikke end nu. Et

yderst liv lig t T ræ k i B illedet var dengang det berømte, ja beryg

tede, Staa-Parterre, hvis Pub likum trængtes foran Teatrets Døre

for, naar Huset aabnedes, at storme frem under Måsen og Puffen

— naturligvis i den Hensigt at være sikker paa de bedste, d. v. s.

forreste P ladser i denne A fdeling af Tilskuerpladsen. Utallige