DetKongeligeTeater

komme af Sted paa en befalet Udenlandsrejse — den, fra hvilken

han hjembragte Ideen til sin berømte Ballet: Napoli.

Det er tidligere omtalt, hvorledes Høkerlogerne oppe i Etagerne

efterhaanden udviklede sig til at blive et helt københavnsk Folke

livsbillede. Den Overfyldning, de var Genstand for, kunde til Tider

være helt katastrofal, og den 16. Januar 1829 under Opførelsen af

Aprilsnarrene indtraadte en Begivenhed, som, fordi den fik en

heldig Udgang, for Eftertiden er kommet til at staa i et komisk

Skær, men som ligesaa godt kunde have faaet alvorlige Følger: en

ung Mand blev i Trængselen presset saa langt ud over Logeranden

i en af Logerne i

. Etage, at han fik Overbalance og styrtede ned

i Parkettet. Selv kom han intet til under Luftturen, og i sit Fald

ramte han heller ikke nogen, saa Forestillingen kunde fortsættes,

hvorpaa han uanfægtet af det passerede paany gik op i Logen og

saa Stykket til Ende!

THORVALDSENS DØD

En vemodig Begivenhed indtraf paa Tilskuerpladsen Søndag

den 24. Marts 1844, da Thorvaldsen døde i Teatret. Mesteren følte

sig nært knyttet til Skuepladsen og var efter sin Hjemkomst til

Danmark i 1838 en sikker Gæst ved adskillige af Sæsonens Fore

stillinger; han havde Friplads i Hofparkettet fire Dage i Ugen. Den

nævnte Marts-Søndag var der Premiere paa Fr. Halms roman

tiske Skuespil: Griseldis, og umiddelbart før Ouverturen, en Sym

foni-Sats af Ferd. Ries, traadte Thorvaldsen Klokken godt seks

ind paa Tilskuerpladsen, »kæk og skjøn som sædvanlig«, som et

af Datidens Blade skrev i sin Reportage om Begivenheden.

Han kom fra en Middag hos Baronesse Stampe og fulgtes til

Teatret med Arkitekten G. Bindesbøll, den Mand, der loggede

Museet til hans Kunstskatte — og hans Grav; under Middagen

skal han spøgende have sagt: Ja, nu kan jeg gerne dø, for Bindes

bøll har min Grav færdig. Han var ikke syg og havde ikke mind

ste Anelse om, at der kun var kort Tid, til hans Liv skulde afslut

tes; han var heller ikke bange for Døden, som han ofte omtalte —

da den kendte Kunstelsker, Admiral Wulff, et Par Aar i Forvejen