78 / 274
Klager gjaldt i de første T iaar af det 19. Aarhundrede det ofte
overfyldte Staaparterre, der mest lignede »den arrigste Hunde-
ldemme i Verden«, hvor ellers velopdragne Mennesker »puffes,
skændes og stødes som den gemeeneste Pøbel«, hvor Mennesker
»endog imod deres V illie nødes til at begaa Uanstændigheder«,
og hvor Folk stod »saa tæt, at de maatte spytte paa hinandens
Klæder, fordi det var dem umuligt at kunne faa et Tørklæde fra
Lommen op til Munden«.
FRA ST A A PAR TERR E T IL SNORELOFT
Fremtrædende Medlemmer af Parterrets Publikum optraadte
som »Smagsdommere« og Anførere for de Partier, hvori det delte
sig for, naar Meningskampe opstod, ved Klappen eller Hyssen
at give Udtryk for deres Syn paa Sagen. Særlig kendt var
omkring Aarhundredskiftet Bødkermester Knub, en stilfærdig
Mand, der havde stor Indflydelse paa Parterrets Mening, og —
noget senere — den kæmpemæssige Slagtermester Henriksen, der
var knapt saa stilfærdig, men som var velset baade af Direktionen
og Skuespillerne, fordi han altid tog Teatrets Parti overfor A n
gribere. Han førte, naar de snart klassiske Meningskampe opstod,
et sandt Rædselsregimente som Anfører for sit Parti af Klappere;
i dette fandtes, naar Bølgerne g ik højt, garderhøje Karle med
Brædder bundet paa Hænderne til Klapsalvernes Forstærkning!
Hans høje Skikkelse, hedder det i samtidige Skildringer, ragede
op over den sammenstuvede Hob i Baggrunden af Parterret, hvor
fra han med frygtelige B ravo-B røl og sine brede Hænders Klap,
der lød over alt Folkets mest stormende Bifald, udsendte sin Til -
fredsheds Forkyndelse. Eventuel Opposition i sin umiddelbare
Nærhed nedkæmpede han hurtigt og nemt ved at stille sig bagved
eller imellem sine Modstandere og klappe med saa stærke Bevæ
gelser, at han med sine Hænder kom til, som han udtrykte det,
at tjatte dem en Smule i Ansigtet.
En ejendommelig Praksis, der paa denne T id stod i fuldt Flor,
var Publikums mere eller m indre officielle Adgang til at følge
Forestillingerne ogsaa fra Scenens Maskingallerier, vel en Re-